Biler

En tikkende bombe under økonomien

Det kan blive dyrt at købe billigt

HJØRRING:Hvis man ikke kan gøre det selv eller kender nogen, der kan skifte udstødningen, så skal man ikke købe en gammel bil. Det mener sælger Michael Albeck fra Mazda-forhandler Brdr. Hosbond i Hjørring. Fra sin plads ude i virkeligheden har han kastet et kritisk blik på vores beregninger om prisen på at køre i nye kontra brugte biler. Generelt mener han, at de anførte kilometertal og priser på de brugte Mazdaer ser realistiske ud. Men han tror ikke på, at en ny Mazda 6 holder prisen lige så godt, som vi går ud fra i vores skema, og hvis det holder stik, skal udgiften pr. kilometer justeres en smule op: - Brugtbilprisen er nok lidt i overkanten. I stedet for 200.000 kroner vil jeg mene, at vi skal 20.000 længere ned, men det hænger sammen med modellen. - Sagen er, at vi sælger langt flere af den lidt dyrere model, 2,0 Touring, som da også koster 284.000 kroner. Men jeg tror, at den i kraft af sin popularitet vil holde prisen bedre end den billigste model, forklarer Michael Albeck. Han tilføjer dog, at mangt og meget kan ske i de kommende år, ikke mindst fordi Mazda har været igennem et importørskifte og derfor nu kører med meget fordelagtige priser: - Prissætningen er ret agressiv i forhold til andre biler i klassen, men der kan godt komme betydelige stigninger fremover, og det kan selvfølgelig betyde, at de mennesker, der køber en Mazda nu, vil opleve, at den holder prisen ekstra godt. Sælger ikke de gamle Netop fordi køb af en gammel bil er en meget usikker investering, er det slet ikke noget, som Brdr. Hosbond giver sig af med: - Dels kan det ikke svare sig for os at bruge værkstedstimer på at sætte dem i stand, og dels vil køberne forvente en form for garanti, selv om vi solgte en sådan bil som beset. Nej, det vil kun give problemer og dårlig omtale, fastslår Michael Albeck. I stedet går gamle modeller, som man får ind via en handel, videre til mindre værksteder i oplandet, akkurat som det sker hos alle andre store forhandlere: - Der kan man bedre lade en lærling gå og arbejde på en gammel bil, og køberne forventer heller ikke, at den er 100 procent i orden. For det er den ikke nødvendigvis, understreger Michael Albeck: - At investere i en gammel bil svarer til at købe en lodseddel. Man kan være heldig, men det kan også være at smide pengene ud af vinduet. - Faktisk vil jeg hævde, at en gammel bil kan være en tikkende bombe under ens økonomi. Jeg har set mange eksempler på, at folk vil spare, men at det hurtigt viser sig, at de kunne have kørt i en langt nyere bil for de samme penge. - Man kan opleve at ofre så meget på en bil, at man nærmest bliver gift med den, fordi man slet ikke vil kunne få pengene ind igen ved et salg. - Det er jo det, der er den helt store forskel på at købe en ny og en gammel bil. Når man sælger den nye bil efter nogle år, repræsenterer den stadig en væsentlig værdi, understreger Michael Albeck.