Lokalpolitik

En tikkende bombe

Steen Christensen frygter for kommunens økonomi

Nordjylland bliver ekstra hårdt ramt, når regeringen og Dansk Folkeparti ændrer loven, så ledige højst kan få dagpenge i to år mod nu fire år. Arkivfoto: Kurt Bering

Nordjylland bliver ekstra hårdt ramt, når regeringen og Dansk Folkeparti ændrer loven, så ledige højst kan få dagpenge i to år mod nu fire år. Arkivfoto: Kurt Bering

Der ligger en tikkende bombe under kommunens økonomi. Det frygter i hvert fald byrådsmedlem Steen Christensen (S). I byrådets spørgetid stillede han spørgsmål til borgmester Mikael Klitgaard (V). Baggrunden er, at kommunerne 1. august 2009 overtager udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge, aktiveringsydelse samt udgifter til aktivering af de forsikrede ledige. -Det faglige indhold skal jeg nok spørge ind til i beskæftigelsesudvalget, sagde Steen Christensen, der bebudede, at formanden for beskæftigelsesudvalget i kommunen, (Carsten Jespersgaard (V), red.), senere i byrådssalen får et spørgsmål eller to omkring sagen. Det var derfor den økonomiske del, Steen Christensen stillede spørgsmål om til borgmesteren. - Vi hørte borgmesterens kammerat, Lars Løkke, oplyse på KL’s økonomimøde i Århus forrige uge, at han vil bruge udligningsordningen på en eller anden måde, men stadig over bloktilskudsfordelingen. - Det samme har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen sagt. Som vi jo alle ved, betyder det, at der sker en eller anden skævfordeling, og at vi i nord ikke får dækket udgifterne. Steen Christensen oplyste, at der ud fra ledighedstallet i 2008 vil Nordjylland mangle knapt en halv milliard kroner. - For Brønderslev Kommune vil der mangle 28 mio. kr., som vi skal finde andre steder i budgettet. - Og nu oplever vi oven i en voldsom stigning i ledigheden, sagde Steen Christensen. Han ønskede at vide, hvordan Mikael Klitgaard vil få økonomien til at hænge sammen, når der ikke er lagt op til, at kommunerne kompenseres for de faktiske udgifter, men det skal ske over bloktilskudsordningen. - Hvilken handlingsplan har borgmesteren for at undgå, at det kommer til at betyde en kæmpe økonomisk udgift for Brønderslev Kommune?, spurgte Steen Christensen. - Det er faktisk en meget alvorlig situation, vi og de fleste af landets kommuner er tvunget ind i, sagde Steen Christensen. Mikael Klitgaard er fortrøstningsfuld. Han oplyste, at der er holdt et møde med direktør for beskæftigelsesregionen, Karsten Simensen. - Alle kommuner tager spørgsmålet op, men man er fra politisk side opmærksom på problemet, forsikrede Mikael Klitgaard. - Man forstår problematikken med, at der er geografiske forskelle på ledigheden, sagde Mikael Klitgaard. Han påpegede, at kommunerne får fuld kompensation. - Vi får de penge, der er behov for, sagde han.