En tragisk parodi

Tre skikkelser symboliserer den europæiske ånds gang gennem historien; disse tre er antikkens homeriske helt Odysseus; Dantes opdigtede selvbiografi i den førmoderne og kristne middelalderlige fortælling Den guddommelige komedie og endelig Goethes moderne historie om Faust.

I den græske mytologi og filosofi insisteres der på, at mennesket skal udvise det mådehold, som passer til dets evner, og ikke hjemfalde til umådehold, der i givet fald vil straffes af Guderne. Den homeriske Odysseus, der ved sin listighed og svigagtige opførsel havde overlevet års færden på de store have, nåede til sidst at komme hjem til sin elskede Penelope, som tålmodigt havde ventet på ham i alle disse år uden at miste troen på hans tilbagevenden og et liv i gensidig kærlighed. Penelopes beskyttende omsorg, selvudslettende kærlighed og hendes intuitive fornemmelse for de grænser, som man kun med risiko for en katastrofe kan overskride, symboliserer i denne historie traditionens store magt over individet. Det er traditionen, der frelser Homers Odysseus. I den kristne religion og filosofi eksisterer der en iboende dobbelthed vedrørende menneskets hævdelse af egen frihed i forhold til Gud, og religionen anviser derfor en vej til frelse for dem, der tøjler deres egoistiske vilje og sætter deres lid til Guds omsorg for menneskenes vel. Dette kommer tydeligt til udtryk i Dantes Guddommelige Komedie, hvor Dante under vandringen i afgrunden beskyttes af det guddommelige lys i skikkelse af hans ungdoms kærlighed, som omsider bringer ham, der levede i rodløshed og landflygtighed, fra sit eksil på jord til evig saglighed i himlen. Med modernitetens gennembrud i 1800-tallet i Europa blev mennesket sat fri fra autoriteten og traditionen, hvilket resulterede i radikale forandringer af menneskelige sædvaner og af sociale og politiske livsmønstre. Her træffer vi Goethes Faust, der til forskel fra de andre to skikkelser, ikke stræber efter noget mål, men er på evig stræben og værgen sig ved at være tilfreds med, hvad han selv har udrettet. Goethes Faust begærer magten, dominansen og selvoptaget æresfølelse, uhæmmet handlekraft og en ukuelige vilje til at overskride givne grænser. Her er det hverken traditionen eller troen men viljen, der triumferer. Men hvad med vores tid? Hvad er fortællingen om den tid vi lever i? Siden det højkoncentrerede industrisamfund blev erstattet af hvad, der i den trendy jargon kaldes videnssamfund, undergik de almindelige menneskelige relationer en besynderlig forvandling fra at være karakteriseret som tilhørende den private sfære til at repræsentere et offentligt forum, et netværk af relationer. De moderne mennesker bliver nu til agenter og formidlere i deres privatliv, sågar hele det private område opsluges af en gådefuld geskæftighed, der er gennemsøgt af det kommercielle træk, uden at der egentlig er noget at handle med. Den intimiderede, dette være sig den arbejdsløse, rengøringsassistenten, den studerende eller den toptunede leder, der hvert øjeblik kan udsættes for en ugunstig pegefinger fra samfundet eller dem, hvis investering hun/han repræsenterer, tror at kun gennem indføling, tjenstivrighed, beredvillighed, ved fiduser og kneb, ved sælgerkvaliteter, kan man klare sig gennem samfundets vridemaskine. Og snart findes der ikke flere relationer, som ikke er beregnet til at handle med, for nu da hele samfundet bliver så komplekst, suger ugennemsigtige netværker sig også fast overalt, hvor der endnu var et skin af frihed. Således er de intimiderede nødt til at være med og være på; derfor har de finpudset deres gamle kræmmermentalitet op med de seneste pseudopsykologiske landvindinger og har sat sig selv til salg. De rummer alt, især kærlighed, men er altid troløse; de bedrager ikke af instinkt, tværtimod af princip, thi det, der er til salg, kan jo købes for det højeste bud. Deres facade er pænheden, der gør dem til afholdte; de er de retfærdige, der humant undskylder enhver gemenhed. I deres magtesløshed bilder de sig ind, at de er de uundværlige, thi de kender alle magtens kanaler og afløb, gætter dens hemmeligste domme og lever af dens smidige kommunikation. Denne type forekommer i alle politiske lejre, også dér, hvor distancen til systemet er afgørende for opretholdelsen af den politiske utopi. I dag, da de skarpe demarkationslinier mellem arbejdsliv og privatliv er brudt sammen, bliver man betragtet som arrogant, fremmed og udenforstående, hvis man indlader sig på det private, uden at der kan spores nogen målrettethed. Den, der ikke er ude efter noget, virker næsten mistænkelig: man tiltror hende/ham ikke, at hun/han, uden at legitimere sig igennem modfordringer, kan være en anden behjælpelig med at gå til biddet. Denne moderne udgave af individualisme er en tragisk parodi på den sidste rest af, hvad der endnu er tilbage af individet. Maziar Etemadi er født og opvokset i Iran. Har siden august 1984 været bosat i Danmark. Filosof fra Københavns Universitet. Underviser på center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Universitet. Bredt orienteret med interesserer inden for kunst, litteratur, historie, politik, etc. I morgen skriver Christian Steen, Aalborg, uddannet cand.mag. i samfundsfag og psykologi fra Aalborg Universitet.