Skolevæsen

En trailer til tre millioner

HJØRRING:HMK Industri i Hjørring, der er ekspert i at levere rullende materiel af enhver art, afleverede i går en trailer til Hærens Materiel Kommando i Hjørring. Det var nu ikke en almindelig trailer til få tusinde kroner. Rent faktisk koster den tre millioner. Det er en såkaldt Multi-space trailer, der skal køre land og rige rundt. Formålet er, at den skal oplyse om det danske forsvar og dets opgaver, herunder hverdagen for den danske soldat, herhjemme eller i udlandet. Forsvaret præsenterer traileren under navnet Check Point One. Når den er rundt på skoler og uddannelsessteder, trækker man den ud i bredden, så der bliver plads til en skoleklasse med 30 elever. Instruktører fra Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste vil fortælle om Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik. Plancher fortæller, hvor og hvorhenne det danske forsvar opererer, og ved at stille spørgsmål kan man få at vide, hvorfor den danske soldat 10 år i træk har opholdt sig på Balkan: - Målgruppen for os er de ældste skoleelever, siger direktør Kay Søren Nielsen fra oplysningstjenesten, der i går afleverede Check Point One til generalmajor Jens Chr. Frandsen, chef for HMAK i Hjørring. Kay Søren Nielsen fortalte, at man havde brugt en gammel bogbus det sidste halvandet år til formålet, men nu var den ganske enkelt slidt op, sagde han, der også betragtede vogntoget som forsvarets levende reklamesøjle, der kan bruges andre steder end på uddannelsescentre, f. eks. som blikfang på messer eller storcentre. Traileren, der ligner meget den som man kunne se på DR's udsendelse Rejseholdet, hvor den bruges som et rullende kontor, er lavet af glasfiber. Traileren trækkes af en MAN-lastbil, der har kostet rundt regnet 600.000 kr. Ved afleveringen i går kunne direktør for HMK i Hjørring, Wagner Christensen fortælle, at fabrikken er den eneste i Danmark, der er på markedet med disse traileren. - Det er efter det samme koncept, når vi har leveret vogne til biblioteker eller til hospitalsvæsnet. Blandt andet har vi opstillet tre små hospitaler i Saudi Arabien. Det er hospitaler, der er beregnet til de mange pilgrimme, der bliver syge under besøget i Mekka, sagde Wagner Christensen. Han og hans firma har netop afleveret en vogn til Sønderjylland, beregnet til voksenundervisning. I skoleåret 2001-2002 blev der gjort brug af Check Point One på 145 af landets skoler. 5300 elever fik her oplysninger om forsvaret, der informerer gratis og uddeler klassesæt.