En travl kvinde er blevet bænkevarmer

Afdelingsleder på Hadsund Bibliotek Marianne Folkersen er blevet sygemeldt tæt på sin fratræden

Bente Lembo
Bibliotekar Marianne Folkersen siger snart farvel til Hadsund Bibliotek. FOTO: AJS NIELSEN
Lokalpolitik 12. august 2007 06:00

HADSUND: Marianne Folkersen har haft travlt det seneste års tid - i en periode løb den 52-årige kvinde så stærkt, at hun bestred hele to job - både som afdelingsleder på Hadsund Bibliotek og som leder af det nye Hadsund Kulturcenter. Men nu er hun ufrivilligt blevet sat på stand-by og kan ikke arbejde. For godt to uger siden tog Marianne Folkersen til et nyombygget sommerhus ved Vesterhavet. Her var hun så uheldig at falde to en halv meter ned fra en defekt stige. Marianne Folkersens hæl blev knust i faldet fra stigen, og det samme blev udsigten til en sommerferie ved havet med lange gåture, badning og udflugter på cykel. Marianne Folkersen skulle være begyndt på arbejde efter sin ferie i mandags, men nu er hun sygemeldt og afventer besked fra lægerne på, hvornår hun må få gågips på. Nyt job i Odder - Det er meget uheldigt, at jeg skulle blive sygemeldt lige nu, for jeg ville jo gerne kunne lukke ordentligt af, siger Marianne Folkersen, der fra 1. september har fået nyt job som leder af biblioteksvæsnet i Odder Kommune. Hun har rigget ”en mindre kommandocentral” til i hjemmet på Kjellerupsgade i Visborg, og herfra er hun i daglig kontakt, enten pr. mail eller via telefon, med kollegerne i Mariagerfjord Kommunes biblioteksvæsen, som det jo hedder nu. Marianne Folkersen sidder med benet oppe og med en god bog, mineralvand og mobiltelefon inden for rækkevidde på terrassen, da NORDJYSKE møder hende til en snak om hendes tid i Hadsund. Fra chef til souschef Marianne Folkersen har været leder af Hadsund Bibliotek siden 1999, og da de fire fjordkommuner smeltede sammen til én, fik hun titel af souschef for Mariagerfjord Kommunes biblioteksvæsen. Men det er bestemt ikke utilfredshed med forløbet omkring kommunesammenlægningen, der har fået Marianne Folkersen til at søge nye udfordringer og græsgange. - Det har været en rigtig god proces, hvor jeg oplever, at vi kan flere ting, end vi kunne før. Jeg har ansvaret for materialevalget, og vi kan bruge pengene mere optimalt i en storkommune: Supergod service - Vi kan vælge, at vi kun køber en bestemt bog i to eksemplarer - hvor vi før købte et styk til hver af de fire hovedbiblioteker - og så bruge de sparede penge til noget andet. Folk får super service - hvis en af ”Turen går til”-bøgerne er udlånt i Arden, kan man nemt få den skaffet hjem takket være bibliotekernes kørselsordning, fremhæver Marianne Folkersen. Tætter på kæresten Når hun har søgt nyt job skyldes det overvejelser om, at skulle være, skulle det være nu. Hun fylder 53 næste gang, og så trækker det også, at Odder er tættere på Hammel, hvor hendes kæreste Erling bor. Det var tanken, at hun og hendes kæreste skulle finde et sted at bo sammen i nærheden af Odder, men husjagten er som så meget andet blevet stillet i bero, mens Marianne Folkersen er sygemeldt. Bagud af dansen Da Marianne Folkersen kom til Hadsund Bibliotek for otte år siden, var biblioteket noget bagud af dansen, som hun udtrykker det. Der var ikke udlån af musik, spil og dvd’er, og ingen mulighed for at gå på internettet. - Fra politisk side var der ikke den store forståelse for, at de ting skulle være en del af bibliotekets tilbud - det var ikke personalet, der forhindrede det, for de var meget hooked på forandringer, husker Marianne Folkersen. En ny bibliotekslov fra 2000 pålagde imidlertid bibliotekerne at blive opdateret på de nye medier, og det blev en vældig løftestang for Hadsund Bibliotek. En fornøjelse - Politikerne sagde, at nu skulle biblioteket have en ordentlig skalle med it og musik, og for os ansatte var det en fornøjelse at få lov til at gøre de ting, som andre var meget længere fremme med. 2006 var et travlt år for biblioteket i Hadsund med flytning i september måned fra den bygning på havnen, der nu huser restaurant Da Vinci, til det splinternye kulturcenter. - Det gamle bibliotek lå utrolig smukt, men som personale gik vi jo ikke og kiggede på udsigten. Vi var tændt på kulturcentret, hvor vi kunne komme sammen med andre, der var optaget af kultur. Hun var tovholder på et projekt, der skulle få de mange forskellige brugere af kulturcentret til at spille sammen på en konstruktiv måde. - Det gjorde jeg ved siden af mit almindelige arbejde, så jeg har haft rigtig meget at lave. Omvendt kan jeg jo også godt lide det, siger Marianne Folkersen. Savnede opbakning Det værste var, at hun i slutfasen følte, hun stod meget alene med det store projekt Hadsund Kulturcenter - hun savnede opbakning fra den daværende Hadsund Kommune. - Jeg følte ikke, at der var bevågenhed om kulturcentret fra hverken forvaltningen eller politikerne. Deres fokus var et andet sted, på kommunesammenlægningen, og der var næsten ingen dialog om, hvad vi ville med kulturcentret. I stedet sparrede Marianne Folkersen med en arbejdsgruppen bestående af otte repræsentanter af kulturcentrets brugere, og der kom et godt samarbejde i stand. Stresser af med brænde Marianne Folkersen bliver ikke nemt stresset, men hun er klar over, at omverdenen kan opfatte det anderledes. Hvis hun kommer til at ”næbe folk af” er hun god til at sige undskyld bagefter. Det er ikke en bog, men en brændekløver, hun griber ud efter, når hun kommer hjem fra job. Hun kobler af med at stå i sit værksted og kløve brænde. Det magter Marianne Folkersen ikke nu med sin dårlige fod, men her i sommervarmen forsømmer hun heller ikke noget ved at lade kævler være kævler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...