En travl måned for musikkorpset

Musikkorps Sæby til mange jule-arrangementer og øver til nytårskoncert

SÆBY:Musikkorps Sæby har også i december i år et omfattende program, der skal afvikles, inden medlemmerne kan holde juleferie fra det musikalske. Musikkorpset tog forskud på julemåneden allerede i søndags, hvor en gruppe besøgte institutionen Åhaven på Gasværksvej for at give julekoncert for børnene og deres pårørende. På lørdag formiddag vil korpsets nisseorkester i en times tid marchere rundt iSæby og slutte med en lille koncert på Store Torv - som en del af det store juleprogram, Sæby Handelstandsforening står for måneden igennem. Også lørdag eftermiddag skal Sæby-musikerne i sving.Da skal en gruppe pille ved et stort julearrangement for handicappede på Sæby Søbad. På søndag aften deltager musikkorpsets kirkegruppe sammen med Sæby-koret M.A.S. i en julekoncert i Volstrup Kirke.Det er efterhånden blevet en tradition, at koret og musikkorpset giver koncert sammen i Volstrup Kirke. På søndag vil der blive budt på et stort og alsidigt program. Fredag den 10. december i fire aftentimer er grupper fra Musikkorps Sæby igen at finde i Sæbys gader - i forbindelse med Sæby Handelsstandsforenings Open by Christmas-arrangement. Mandag den 13. december får beboerne på Østervrå Ældrecenter besøg af musikkorpset der om aftenen vil spille julen ind. Om aftenen torsdag den 16. december kan beboerne på Plejehjemmet Rosengården i Sæby glæde sig til at høre julens melodier. Lørdag den 18. december spiller Musikkorps Sæby igen for Sæby Handelstandsforening. Der marcheres gennem byen med stop forskellige steder og afsluttes med en koncert på StoreTorv. Søndag den 19. december skal orkestret til Frederikshavn - hyret af Handelsforeningen "Frederik" til at spille julen ind i Gågaden. Mandag den 20. og torsdag den 23. december spiller Musikkorps Sæby igen for Sæby Handelstandsforening. Begge dage vil grupper gå rundt i byen og spille julemelodier, mens folk gør de sidste julegaveindkøb. Foruden de mange julearrangementer spiller et af orkestrets medlemmer på alle hverdage i julemåneden kl. 16 ved Julemandens Hus på Store Torv et par af julens salmer eller sange. Nytårskoncert Musikkorps Sæby øver i øvrigt sammen med de mange opgaver i december også flittigt på repertoiret til korpsets nytårskoncert. Den der afvikles på Restaurant Sæby Søbad lørdag den 29. januar. Gæstesolisten hentes denne gang fra Norge - nemlig Gustav Jørgensen. - Han er efter sigende en fremragende tubaist, fortæller musikkorpsets formand, Jørgen Hyttel. Forsalget til nytårskoncerten starter i øvrigt midt i december.