Ferslev

En travl mand - også privat

Landet over har stormramte borgere meldt om flyvende havetrampoliner. Arkivfoto: Martin Damgård

Landet over har stormramte borgere meldt om flyvende havetrampoliner. Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG:På en typisk dag for landstræner og sportschef i Dansk Bueskytteforbund Henrik Toft kører han - efter at have være med i det familiære morgenræs - fra hjemmet i Ferslev ved 9.30-tiden til Elitecentret i Århus, hvor han har første session med de otte skytter ved 11-tiden. Undervejs til Århus ordner han via mobiltelefonen en masse samtaler - og ja han har håndfri mobiltelefon. - Man kan jo lige så godt udnytte den gode times kørsel til noget fornuftigt, mener han. Efter den første runde med skytterne er der altid en masse praktiske gøremål, der trænger sig på. - Det kan være møder med den idrætsmedicinske stab, det kan være almindeligt kontorarbejde, det kan være møder med Team Danmark, det kan være tilmeldinger til stævner, det kan være indkøb af buer, pile og andet materiale. - Og der er som oftest et par timers arbejde af den slags, konstaterer Henrik Toft, der indimellem også får tid til frokost sammen med landstrænerteamet og de otte bueskytter, hvoraf nogle af dem dog går i skole. Typisk er landstræneren også på skydebanen mindst et par gange dagligt for at træne med skytterne eller for at klare praktiske ting. - "Forældrerollen" går der meget tid med, forklarer Henrik Toft, der stoppede som maskinarbejder i 2004 for at blive fuldtids landstræner og sportschef. Efter dagens dont går det hjemad igen. Og i alt bliver det årligt til 70.000 kilometer på landevejene for at passe jobbet i Århus. Logistisk projekt Udover arbejdet er der selvfølgelig familien at tage hensyn til. Han og samboen Lone, der er pædagog, har en travl hverdag med Frederik på 10, Nikoline på to år og tvillingerne Christian og Christoffer på godt et år. - Det har da været travlt det sidste års tid med tre små børn, og med mine 70 rejsedage kan det være et logistisk projekt at få det hele til at hænge sammen. Men vi har heldigvis svigermor og et par unge piger at trække på, når det strammer til, griner Henrik Toft. Han understreger, at det bestemt ikke er lønnen, der får ham til at have lyst til at fortsætte på sin post i mange år endnu- foreløbig med OL i London i 2012 som fikspunkt. - Jeg kunne da tjene mere som håndværker på Svanehøj, hvor jeg tidligere var maskinarbejder, og nogle gange godt kan savne det kollegiale samvær og det at sige: "nu er jeg færdig, jeg har lavet noget konkret, det står derovre, og jeg har fri når jeg har fri". I mit nuværende job kan man nogle gange tænke "hvad har jeg egentlig udrettet i dag", og mobilen kan godt kime både dag og nat og i weekenderne. Men løn er heller ikke alt. Jeg er privilegeret, at jeg kan leve af min hobby, konstaterer Henrik Toft, der 3. august sætter kursen mod nok en oplevelse med sin sport: OL i Beijing.