En tur i tidsmaskinen

SKANDERBORG FESTIVAL Robert Plant Kashmir ZZ Top - Hallo, drej 0-0-0 for hjælp. Eik Skaløes klassiker lyder ud over et publikum, hvor størstedelen ser ud til at kunne bruge lidt starthjælp. Solen og øllene har gjort deres arbejde. Denne fredag morgen, som på så mange andre morgener i Skanderborg Festivalens historie, ser det ud til at hjælpen skal leveres af Skaløes makker i Steppeulvene, Stig Møller. Og af fadøllene, fællessangen og den joint, der fuldender billedet. Samtidigt fuldender Stig Møllers hæse røst også torsdagens program, der bød på et par ture med tidsmaskinen tilbage til en tid der var en gang. En tid som nogle mennesker stadig lever i - og heldigvis da. For det er herligt at se Robert Plant, "The Voice of Led Zeppelin," som han ganske berettiget kalder sig selv, slå sig løs på Bøgescenen. Der er ingen indstuderet Backstreet Boys-dans. Han snurrer lidt rundt om sig selv i sin lilla/pinke glinsende skjorte, svinger mikrofonstativet et par gange og koncentrerer sig ellers om at levere rockklassikere på stribe. Ikke mindst Hey Joe synges og spilles med en inderlighed, så Woodstock endnu en gang popper op et sted i baghovedet, og man fuldt ud accepterer røgelsespindenes tilstedeværelse på højttalerne. I slutningen af koncerten kommer endda publikum, der ellers en stor del af dagen var lullet i søvn af varmen, op på tæerne og rocker med. Som det tørt biver konstateret på et af de velbesøgte pissoirs bagefter: - Han var en af de første rockstjerner, der overlevede. Overleve gør Kashmir også. Med et navn og en musikalsk inspiration, der trækker tråde tilbage til 70'erne, virker de utroligt velplacerede efter Robert Plant. Og ikke bare velplacerede. De virker også fantastisk motiverede og engagerede, hvilket lynhurtigt forplanter sig i det festlystne publikum, der for alvor slår øjnene, ørene og hænderne op i luften. På Midtfyns Festivalen virkede det som om, de fire drenge i Kashmir kedede sig og var bange for at tage chancer. Men jeg skal love for, at der bliver taget revanche. Endelig får man lov til at høre sangene fra "Zitilites" folde sig ud live, og de viser ligeså styrke som melodierne fra "The Good Life", "Cruzential" og "Travelogue." Udmattede står publikum tilbage og venter på slutningen af den tre-trinsraket, der blev sat i gang af Robert Plant og sparket yderligere til af Kashmir. Og den endelige affyring er lagt i hænderne på de texanske rock og blues-veteraner ZZ Top. Men det viser sig hurtigt at være en fuser. Med glinsende kapper ligner de to langskæggede frontfigurer mest af alt to julemænd, der er gået galt i byen. Og det ser ud til, at de føler sig mindst ligeså malplacerede, som de ser ud. Bevares, numrene er solide og 34 års erfaring fornægter sig ikke. Musikken når bare aldrig ud over scenekanten, og selv Søren Rislunds indblanding i det nye nummer "Buttnaked" virkede som ren rutine. Bluesrocken fås mindst ligeså god og med ligeså meget liv, hvis man køber en af plade med bandet, der nærmest virker til at være gået i stå rent kreativt siden klassikeren Eliminator fra 1984. Der er ikke meget Viva Las Skanderborg under bøgetræerne. Til gengæld spiller bandet i samfulde to timer, hvilket er befriende i en tid, hvor koncerterne bliver kortere og kortere. Trods en skuffende afslutning er 60'erne og 70'erne i høj grad levende denne aften - til glæde for alle krebserøde, solskoldede og øldrikkende festivalgæster. Martin Rask Pedersen martin.rask.pedersen@nordjyske.dk