En tur til enhver form

Den anden udgave af Nationalpark Thy Marathon løbes 4. september med nye tilbud og forbedringer i forhold til premiereløbet i 2009

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

2010-udgaven af Nationalpark Thy Marathon har fire ruter - en hel og en halv maraton, samt en rute på 10 og en på fem kilometer svarende til en kvart og en ottendedel maraton distance, siger Erik Salomonsen.

Når starten går til dette års udgave af Nationalpark Thy Marathon, det er Vilsbøl Plantage på badepladsen ved Nors Sø lørdag 4. september, er der føjet en ny rute til løbet, nemlig en tur på fem kilometer. - Helt præcist er den på 5,21 kilometer. Det svarer til en ottendedel af en fuld maratondistance, og vi kalder da også den tur for en ottendedel maraton. Så holder vi os til terminologien og til den oprindelige tanke, som var at lave et maratonløb i nationalparken, fortæller Erik Salomonsen, en af løbets arrangører. Nationalpark Thy Marathon blev afviklet første gang i september 2009. Erfaringerne fra sidste år er brugt til at lave en række ændringer i dette års løb. En af dem er ruten på fem kilometer. - Vi forventer os en hel del af den tur. Sidste år var 10 kilometer den korteste tur, men for helt utrænede er det faktisk en stor mundfuld. Derfor har vi lavet turen på fem kilometer. Blandt de øvrige forbedringer peger Erik Salomonsen på, at der i år ikke er udsigt til kø ved toiletterne.