En tusse for at tisse en helikopter på strøget
Der er grænser for, hvad politiet vil lade passere - selv en sen aften i nattelivet

Helikopter eller ej - man må ikke tisse på offentlig gade. Arkivfoto
HOBRO:1000 kroner.
Det er, hvad 20-årig ungersvend må bøde for at tisse en helikopter på Hobros hovedstrøg ved 23.30 tiden fredag.
For at høste anerkendelse vendte gutten med sit slingrende og tissende lem front mod forbipasserende på Strøget.
Heriblandt, viste det sig, to betjente fra natpatruljen.
Trods en uomtvistelig sværhedsgrad i udførelsen blev der blæst i øvhornet fra ordenshåndhævernes side, og vor unge ven må påregne en bøde på 1000 kroner for sin opvisning.
Samme takst bliver hans 22-årige makker straffet efter.
Han magtede ganske vist kun at lade sit vand op ad en butiksrude uden yderligere dikkedarer.
Men ordensbekendtgørelsen skeler ikke til det kunstneriske indtryk.
Altså 1000 kroner i bøde til begge kammerater.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.