En tv-klumme uden boligprogrammer?

EMNER 3. september 2004 06:00

Ja jeg ved ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre. De er jo alle vegne efterhånden. Overalt stikker de deres tudegrimme cremefarvede ansigt frem. Boligprogrammerne, der bombarderer os med kaskader af pasteller, sofaer i jordfarver og værter, der ligner Byggemand Bob. Jamen Vorherre bevares. Hvis du er så vred, så er du vist ikke målgruppen. De her programmer er altså for livsglade, drømmende mennesker i deres bedste alder. Mennesker, der interesserer sig for, hvordan de bor. Mennesker, der holder af en frisk tur ud i det blå, mens solen brager ned fra en skyfri himmel. Ja klichebanken er åben hos programcheferne, og floskelfolket sidder klar ved skærmene derude i stuerne hver aften. Slubrer de gode råd i sig under offwhite slumretæpper, mens de nipper af deres stempelkandekaffe. Men det er rigtigt nok. Jeg er nok ikke målgruppen. Det kan man ikke være, når indretningen i ens lejlighed består af, at rodet er skubbet ud i kanterne af værelset. Når klædeskabet mangler en låge, og køkkenet ligner en flaskecontainer. Når flyttekasserne stadig står fyldt, selvom det er et halvt år siden, man flyttede ind. Når den eneste lyskilde, er en løsthængende pære. Når et kvindeligt bekendtskab udbryder "Hvem er død", da hun træder over dørtrinet, bare på grund af lugten. Så er det ikke mig, de rækker deres trendsættende, lavendelduftende hamphandskeklædte hånd ud efter. Det er jeg ret sikker på. Rettelig kan man så indvende, hvorfor jeg ikke bare lukker for lortet. Men nogen gange bliver jeg opslugt af en manisk masochistisk trang til at pine mig selv med tv, jeg dybest set ikke gider at se. Og så er jeg jo tv-klummeskribent, og en tv-klumme skal vel som udgangspunkt handle om, hvad der vises i tv. Og her er de altså ikke til at komme udenom. En ganske almindelig tirsdag må man løbe spidsrod mellem "Huset", "Strandvejsvillaen" og "SOS jeg har gjort det selv", og saftpetervælteme om TV2 så ikke sætter trumf på sidst på aftenen med "Omkring Huset - I dybden med detaljerne". Pyha. Er folks behov fuldstændig umætteligt? For dagen efter var det TV3s tur til at servere en tv-menu af bolig-vederstyggeligheder. Tina Bilsboe og "Åbent Hus" åbnede efterårssæsonen og Mai-Britt Vingsøe fulgte efter med "Fra Skrot til Slot". Kønne og rare piger. Det er de da, men slukknappen er kun en armslængde væk. For nu må det da snart være nok med fjernsyn på formler. Skabeloniseret TV, der får nogle af os til at gå fra koncepterne, fordi TV-kanalerne klamrer sig til dem. Tag nu bare Zulu Bingo. Her har de da fundet en mand, der kan gå fra koncepterne. Stand-up komikeren Geo væltede ind i programmet, som den nye vært med håret sat op til narrestreger. Frådende og skabagtigt dalrede han rundt og forsøgte at videreføre Jan Elhøjs arv ved at overgå tidligere programmers drengestreger. Det var crazy, mærkeligt og vildt. Men sjovt blev det aldrig. Det hele skulle gå stærkt for at camouflere uoriginaliteten, og det stod mejslet i granit efter showet, at "Underligt" ikke er synonym med "humoristisk". Zulu Bingo fik kultstatus ved at skille sig ud fra mængden som improviseret TV, men er nu endt som alle andre programmer. Konceptet er her "Hvor langt ude kan det være", og det er ærgerligt, at man ikke tør bryde det. For statisk videreførelse af humor på skabelon holder ikke i længden. Vi ved også at nystartede "Idols" bliver kedeligt i længden, men for dælen, det er sjovt i starten. Min mor har lært mig, at man ikke må lave sjov på andres bekostning. Men det er altså hylemorsomt at se den ene sangfugl efter den anden bryde ud i skingrende toner, mens dommerne vender øjnene mod himlen. Og de valgte det jo selv, mor. De valgte jo selv at blive overdynget af syleborende ærlige kommentarer om deres talent, og de valgte jo selv at stille sig op på landsdækkende TV og donere deres lyde til danskernes tv-stuer. Jeg vil gerne stå ved, at jeg har det sjovt, når jeg ser "Idols", selvom de fleste af mine kammerater hader det. De synes det er et tøseprogram, som man får løse håndled af at se. Og roterende håndled var der masser af, da homoerne tog over efter idolerne. "De fantastiske Fem" er mit yndlings selvpineprogram, for det er til at gå i koldsvedspanik af at høre deres affekterede råd om gode produkter til huden og nedgørende kommentarer om den stil, der ikke harmonerer med deres egen. I denne uge var det en lastbilchaufør, der skulle af med sine hælkapsløse træsko, sine Føtex-jeans og sin overlæbelarve. Alt det, der gjorde ham til trucker - til en virkelig person med sin egen stil - blev revet fra ham. Og så stod han i al sin nøgenhed tilbage i sin sandfarvede lejlighed med sin lavendelis og sit cremefedtede fjæs og friede til sin kæreste, så tårerne væltede ud af øjnene på de fem bøsser. Der sad også en klump i halsen på mig, må jeg indrømme. Ikke på grund af det intime øjeblik. Snarere på grund af, at jeg rent faktisk havde brugt tid på at se udsendelsen. Brugt tid på at pine mig selv. Men måske også på grund af frygten for min egen stil eller mangel på samme. For hvis de fem bøsser fik nys om mine slidte t-shirts, min mangelfulde indretning af min lejlighed eller mit badeværelses totale mangel på gode produkter, tror jeg de ville besvime. Når de vågnede ville de tvinge mig ind i et stilrent helvede af pastelfarvede sofapuder og nydeligt hyggepynt. Til sidst ville de placere mig foran fjernsynet, og jeg vil se mig selv sidde med fjernbetjeningen og smile lyst ad Tina Bilsboe. Jeg ville nyde et af de forfærdelige, hyggelige boligprogrammer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...