Børnepasning

En typisk dag i børnehaven

@$:For den gennemsnitlige dreng eller pige i Børnehaven Solstrålen går dagen med: Kl. 6.15: Døren til institutionen åbnes, og menuen står på morgenmad. De fleste dukker først op efter klokken otte, hvor maden er taget af bordet. Så står programmet på fri leg. Nogle foretrækker dog at lytte til historier fortalt af pædagogerne. Kl. 8.45: Der gumles på formiddagsmad, som er medbragt hjemmefra. De sidste børn er blevet afleveret. Kl. 9.00: Aktiviteter på stuen. Så er nogle typisk på skovtur, ude af huset for at fejre fødselsdag, mens resten er fordelt på de forskellige stuer. Her synger de for eksempel Lille Peter Edderkop med indlagte motoriske øvelser. Kl. 10.45: Børnemøde. Alle samles i en rundkreds for at fortælle noget eller snakke om, hvad de næste dage skal byde på. Mødet hæves ved frokosten. Hvem der først får lov til at sætte sig til bords bestemmes igennem lege såsom "Alle de der har blå sokker på eller alle de der har...". Dermed lærer børnene farverne og at vente på, det er deres tur. 11.00: Frokost i 20-30 minutter. Børnene sidder ved små borde, hvor der er en voksen ved hvert. 11.30: Stilletime. Børnene ligger på vattæpper på gulvet og lytter til afslapningsmusik. De, der ikke falder i søvn får lov til at gå uden for at lege eller ind i fællesrummet. Sovetrynerne får lov til at blunde indtil 13.45. Kl. 14.00: Fri leg på stuerne. Størstedelen af børnene bliver hentet inden kl.16. De sidste børn går hjem 16.45.