EMNER

En ublodig fremtid

Regeringen med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen er i øjeblikket ude i et mindre stormvejr.

Oppositionen vejrer morgenluft, efter at den i de seneste meningsmålinger har kunnet tælle til mere end 90 mandater. Derfor var det også en statsminister, der måtte balancere på en knivsæg, da han i går holdt tale i anledning af Forsvarsakademiets 176. fødselsdag. Dels er han nødt til - med henblik på at opretholde det gode forhold til USA og Storbritannien - at forholde sig til den fremtidige strategi i Irak, og dels er han nødt til at komme de politiske modstandere og den stadigt stigende bekymring i den danske befolkning over udstationeringen af danske soldater i Irak i møde. Det er helt naturligt, at der foregår et politisk spil partierne imellem, og at bekymringen for de danske styrker i brændpunktet Irak er tiltagende blandt befolkningen, men det er svært at være uenig med statsministeren og regeringen i, at vi ikke bare kan overlade irakerne til sig selv allerede. Har man først sagt A, er man i medmenneskelighedens tjeneste også nødt til at sige B. Situationen i Irak er i forvejen tilspidset, så det er ikke svært at forestille sig, hvad der ville ske, hvis koalitionsstyrkerne trak sig ud af landet nu. Sunnimuslimer, shiamuslimer og kurdere ville kaste sig ud i en sand stammekrig, for sandheden er desværre, at man på de breddegrader kun kender til jernhårde diktatorer og undertrykkelse i stor stil. De demokratiske spilleregler, som vi i Danmark og resten af den vestlige verden tager for givet, kendes slet ikke i de fleste mellemøstlige samfund. Derfor er det af stor vigtighed, at de danske styrker indtil videre forbliver i Irak på den ene eller anden måde og er med til at gøre arbejdet færdigt. Et arbejde, der gerne skulle ende i et spirende demokrati, så Irak ad åre kan nærme sig et stade, hvor folk ikke risikerer at blive tortureret og myrdet blot for at have en mening, der strider mod regeringens eller præsidentens. Det ville være naivt at tro, at man kan få indført vestlige forhold i Irak, og det er formentlig heller ikke det rigtige at forsøge på, men det må være et klart mål at sørge for ligestilling mellem de menige irakere, så sunnier, shiaer og kurdere i fremtidens Irak vil kunne leve med hinanden uden blodsudgydelser.