En uge med medier

Hedegårdsskolens 10. KlasseCenter lærte om medier og prøvede selv

Blandt elevernes 30 artikler fyldte urolighederne på Nørrebro klart mest. Men der var også flere indslag om druk, narko og Irak.Foto: Peter Broen
EMNER 11. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Hele denne uge havde Hedegårdsskolens 10. KlasseCenter temauge om medier. To nordjyske journalister fortalte de godt 100 elever om deres arbejde, og lærerne fortalte, hvordan en artikel er bygget op. - De skulle gerne vide lidt om, hvordan medierne arbejder - hvordan opstår en historie og kan journalisterne dreje vinklen, siger lærer Henrik Lund. Eleverne fandt også frem til gode og dårlige artikler i Oplandsvisen og skulle begrunde deres mening. Her fremhævede de unge, at nogle artikler er for lange og nogle for korte - og især artikler med billeder var blandt de gode. Derefter gik eleverne selv i gang med at skrive i grupper. Som oplæg fik de 50-100 presse-fotos - så var der frit slag. De fik kun et par timer, så det var ikke langt fra journalisters hverdag med deadline. Til gengæld opfandt de selv kilder og replikker. - Vi lægger også vægt på, at de laver et pænt lay out, forklarer en anden af lærerne, Kjell Munk. Blandt de 30 artikler valgte hele otte grupper at skrive om aktuelle Ungdomshuset på Nørrebro. ”Kan man sælge en gave?”, lød én af overskrifterne. To grupper valgte blodige Irak, to skrev om Alexandras bryllup, to om sport, men laster var også på tapetet: To grupper skrev om at drikke, to om narko, en om vold og en om ludomani. Mode, snekaos, sund mad, Fårup Sommerland, Bratz-dukker, biler og indbrud var andre, selvvalgte emner blandt de unge. Eleverne prøvede også at lave deres egne nyhedsudsendelser på video - med make up, mikrofon og det hele. - Det sjoveste var at få besøg af journalisterne. Det var en god uge, hvor vi har lært noget - også noget, man ikke vidste i forvejen, for eksempel hvordan man stiller en avis op, synes elev Kamilla Sanderhoff. Flere elever foreslår at gentage temaugen.dving

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...