En uge med sunde aktiviteter

Fjerritslev 2. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Sund By i Fjerritslev fejrer sammen med Nordjyllands Amt 10 året for oprettelse af Sund By Butikkerne. Med det nye årti fjernes betegnelsen butik, og det organiserede arbejde med sundhedsfremme blandt borgerne får nyt logo, fortæller Kimma Thomsen fra Sund By i Fjerritslev. - Ordet butik giver nogen en opfattelse af, at vi også sælger ting, og det gør vi jo ikke. Men vi fejrer de første 10 år med en uge fuld af aktiviteter fra 9. til 14. september. Alle skolerne får i løbet af ugen besøg af terapeuter, der har sjippetove, reb og andre gammeldags legeredskaber med. Det er for at få skolebørn til at fokusere mere på motion, for det er et problem nu om dage, konstaterer Kimma Thomsen. - Der vil også blive fortalt om aero-big, som pigerne kan få en prøvetime i, og om vægt og motion i det hele taget. For de ældre arrangeres en særlig aktivitetsdag tirsdag 10. september. Det foregår i Aktivitetscentereti Fjerritslev, og her kan man prøve sin balanceevne, teste kosten med henblik på at undgå knogleskørhed, få målt blodtryk, lære om hensigtmæssig kost af Sund By's diætist Anja Schrøder, høre foredrag om gigt og meget andet. I selve Sund By's lokaler i Søndergade er der opså ekstra gang i den det meste af ugen med åbent hus og særlige tilbud til borgerne. - Mandag kan man få målt blodtryk, og vi har de forebyggende hjemmebesøg hos ældre som tema. Tirsdag er vi fuldt optaget i Aktivitetscenteret, men onsdag er temaet motorisk træning af småbørn fra 0 til 6 år. Det er et af de områder, hvor man virkelig kan se et resultat senere i skolerne i form af mere rolige børn og bedre indlæring, forklarer Kimma Thomsen. Torsdag er der rådgivning fra fysioterapeuterne om blandt andet rygtræning og bækkenbundsøvelser, og det er et nyt initiativ i Sund By regi, Ugen afsluttes med et stort familieorienteringsgløb i Kollerup Plantage, arrangeret i samarbejde med Store Binderup Orienteringsklub. - Det er et løb på 2,5 km, hvor alle kan være med, og der er pæne præmier til de tre vindende familier, lover Kimma Thomsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...