Fødevarer

En uge slet ikke som andre

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Torsdag var der begravelse ved Als Kirke og onsdag og fredag bisættelser i Øster Hurup Kirke. Foto: Torben Hansen

Onsdag morgen, 28. maj Bendt Johansen føler sig helt rolig, da han vågner. Måske fordi han allerede om aftenen skrev to af de tre begravelsestaler, som han skal holde i de kommende dage. Han har forestået mange begravelser. Men denne uge er slet ikke som nogen anden i Bendt Johansens 20 år som præst. Tre 13-årige drenge, som han for fire uger siden konfirmerede, er brat revet bort. Dræbt ved en ulykke, som har lagt et sorgens tæppe over de små samfund i Als, Veddum og Øster Hurup. I dag skal Joachim Bruun Mortensen bisættes. Præsten spiser sin morgenmad, går på sit kontor og gennemgår ceremonien fra start til slut. Hans hustru Gunda Johansen er organist ved kirken, og ægteparret bliver enige om, at det vist er nødvendigt at trykke nogle sangblade med dagens salmer. Øster Hurup Kirke har kun 80 salmebøger, og det rækker næppe. Præsten og organisten véd godt, at mange vil tage afsked med det 13-årige bysbarn. Bendt Johansens er rolig, men har dog bekymringer over, hvordan pressen vil dække begravelsen. Emnet har været drøftet med de pårørende, og der har været overvejelser om, hvorvidt politiets hjælp er nødvendig. I samråd med de pårørende er det besluttet at undlade politi og håbe på det bedste. Ingen ord der rækker Bendt Johansen kan måske også forklare sin sindsro fra morgenstunden med, at han véd, at han efter de tre begravelser ikke skal skrive en prædiken og stå i kirken søndag. Det véd han, at han simpelthen ikke ville kunne magte. Han føler sig allerede brugt, og han synes ikke, at han ville kunne lave en prædiken med ord, der rækker. I sin krop føler han, at han ikke ville kunne komme ud over kanten af prædikestolen efter de seneste dages følelsesmæssige påvirkninger. Søndag holder han fri og går på en længe planlagt ferie. Kollegaen i nabopastoratet passer Johansens sogne. Tom og ligegyldig Hans seneste gudstjeneste var i søndags – dagen efter ulykken. Om morgenen kort før kirkegang fik Bendt Johansen en opringning fra en tidligere konfirmand, der fortalte om lørdagens tragedie. Uden tøven suspenderede præsten de to gudstjenester i Als og Øster Hurup. Hans prædiken ville virke tom og ligegyldig i situationen. I stedet blev der i begge kirker holdt en kort andagt med et par til lejligheden valgte salmer. Salmerne til dagens begravelse er også valgt. Inden frokosten gennemgår Bendt Johansen begravelsestalen én gang til. Han læser den højt for sig selv. En bøn, han har brugt mange gange, skrives om. Han føler, at bønnen ikke skal udtrykkes i generelle vendinger. Den bliver i stedet konkret. Denne onsdag kører præsten til begravelsen i god tid og er i Øster Hurup Kirke 40 minutter før ceremonien og kirkeklokkens kimen begynder. En halv time før start er kirkens 160 siddepladser besatte, og flere står op. Mindst lige så mange samles uden for kirken. Præsten bemærker de mange unge mennesker: afdødes skolekammerater, som er i kirken sammen med deres forældre. Det glæder ham. Det er vigtigt, at børn og forældre er det samme følelsessted. Når de har været med til begravelsen sammen, kan børn og voksne lettere tale sammen om sorgen, tænker han. Bendt Johansen holder ugens første begravelsestale. Den er skrevet i høj grad på baggrund af samtalerne med familien. Sognepræsten har allerede flere gange besøgt de sønderknuste forældre og søskende til de tre drenge. Efter kirkeceremonien kører rustvognen bort med kisten, og Bendt Johansen giver som den første hånd til de nærmeste pårørende. Derefter følger de mange andre mennesker med hilsner og trøstende omfavnelser. Det er stærkt for familien at stå dér og tage imod. Præsten tror, det bagefter er til stor trøst at have mødt de mange mennesker og følt deres deltagelse i sorgen. Pressen på afstand Bendt Johansen bemærker godt fotograferne med de lange linser. Men han glæder sig over, at de står på afstand og opfører sig anstændigt. Pressen forstyrrer ikke begravelsen. Langt hen ad vejen synes Bendt Johansen, at medierne har dækket tragedien med respekt for de efterladte. Men avisernes skriverier om, hvem der har ansvaret, hvem der skal have skyld og straf for ulykken, gør ham vred. Han synes ikke, der er nogen grund til at pege fingre. En placering af ansvar er uendelig ligegyldig. Alle familier er i forvejen uhyggeligt hårdt ramte. Præsten deltager i sammenkomsten på Restaurant Havkatten efter begravelsen. Derefter kører han til Als Præstegård for at klæde om. Allerede klokken 16 har han aftale med familien, hvis dreng skal begraves fredag. Han besøger de ramte familier flere gange end normalt i forbindelse med dødsfald og begravelser. Han har det godt med besøgene og samtalerne. Han synes, at han er følelsesmæssigt i god kontakt med de berørte familier. Torsdag 29. maj Fra morgenstunden bager Bendt Johansen rugbrød. Surdejen, som han har brugt i over 30 år, slog han op aftenen før. Det er mentalt godt med den slags stilfærdigt, praktisk arbejde. Formiddagen benyttes også til at forberede dagens begravelsen af Johan Frausing Lübeck i Als Kirke. Præsten føler sig fortsat helt rolig. Men mere træt. Han opdager det nærmest ikke, for trætheden kommer ligesom snigende. Als Kirkegård er et blomsterhav og et menneskehav denne torsdag eftermiddag. Kirken er helt fyldt og lige så mange står uden for. Præsten bemærker igen de mange forældre, som er med deres børn i kirken. Forældre, som har taget fri fra arbejde for at være med. Det er flot. Han fornemmer også den ro, som hviler over de nærmeste pårørende. Mennesker har forskellige tilgange til døden. Denne familie tør lade døden komme tæt på, og det hjælper dem i sorgen, tror præsten. På trods af tragediens dimension er faderen i stand til at rejse sig ved kisten og sige nogle ord. Aftensmaden står på nybagt rugbrød, der efter nogle timers hvile nu er til at skære i skiver. Forude venter endnu et besøg hos familien, som næste dag skal bisætte deres søn i Øster Hurup. Bendt Johansen skal også skrive begravelsestalen. Den sidste i denne uge. Han fornemmer trætheden. Måske fordi han fik et særligt forhold til 13-årige Casper Øgaard Pedersen i det år, han gik til konfirmationsforberedelse. Fredag 30. maj Aldrig er det sket før. Når en begravelsestale eller en prædiken er lavet, så er den lavet. Men allerede da han gik i seng, fornemmede Bendt Johansen, at den ikke var rigtig. Så det meste af fredag formiddag bruges til at skrive om. Senere er han glad for, at han gjorde det. Præsten er påvirket af, at der sidder mange konfirmander i kirken. Hans sprog og tanker skal også kunne forstås af dem. Øster Hurup Kirke er igen fyldt. For tredje dag i træk sidder klassekammerater til de dræbte på kirkebænkene. Bendt Johansen beundrer dem, og han beundrer deres forældre, som igen følger med. Afdøde Casper Øgaard Pedersen blev i marts dansk mester i boksning. Han brugte ofte rocksangen “Eye of the Tiger” fra de berømte Rocky-film i sin opvarmning. I dag spiller en ghettoblaster melodien som postludium ved ceremoniens afslutning. Et punktum Bendt Johansen ser begravelsesritualet som et punktum. Han oplever, at de efterladte ofte får ro. Nu er de ved vejs ende og kan begynde på en frisk. Naturligvis vil sorgen plage i lang tid, og nogen kommer aldrig over den. Men de fleste får sorgen ind i deres eget liv på en måde, så de kan leve videre. I troen ligger håbet. Håbet om, at der er én Gud, som tager imod os efter døden. Og at det er i smerten, at Gud er allernærmest. Gråden vinder Uden for Øster Hurup Kirke hilser gæsterne på familien. Det tager lang tid. Sognepræsten bemærker, at det er som om, de afdøde drenges klassekammerater ikke kan give slip på hinanden. Bendt Johansen ser det som et varmt udtryk for fællesskabet i de små samfund, at så mange mennesker tre dage i træk har trykket hånd og omfavnet og hilst på de efterladte ved begravelserne. Han selv har hidtil gennem alle tre begravelser undgået at blive rørt. Måske fordi han græd ud tidligere på ugen. Men nu er det slut, og også præsten lader gråden vinde. Tilbage på præstegården møder han NORDJYSKEs journalist til et sidste interview. Han har slet ikke lyst. Batterierne er flade, lader han forstå. Han får spørgsmålet, som han simpelthen ikke vil høre. Om det ikke er hårdt for ham som præst at gennemføre tre begravelser i en og samme uge af så unge mennesker, der er omkommet under så tragiske omstændigheder. Bendt Johansen gentager med trætte øjne, hvad han før har sagt: Nok er det hårdt. Men det er for intet at regne i forhold til de familier, som har mistet deres drenge. Han vil så gerne, at de kan holde ud at leve med tragedien.