En umoralsk komedie

"Hvis jeg var dig"

Max Melgaard Glavind
Det ligner et springvand, men er en ønskebrønd, og pludselig har Dave og Mitch byttet kroppe.
Film 15. september 2011 06:00

Mitch og Dave har været venner altid, men deres liv har udviklet sig noget forskelligt. Dave er advokat med topkarakter, lækker kone, søde børn og en karriere i højeste gear. Mitch er skuespiller, livsnyder (og livssnyder), døgenigt og har en karriere, der end ikke er startet. Skrev vi skuespiller? Ja, han laver lorno - let porno! I grunden har de ikke meget til fælles. Jo det skulle da lige være, at succesadvokaten savner en tilværelse, hvor der er plads til at læse bøger til ende, hvor der er plads til at score smækre sild, hvor der er plads til at rode grimt og ulækkert i den lille ungkarlelejlighed, hvor der er plads til hash og tåbelige drinks. Og vores skuespillerven drømmer om et liv, hvor han tages alvorligt, hvor han har ansvar, hvor hans indsats betyder noget. En dag er de to på druk. De står og tisser i et springvand (eller er det en ønskebrønd?), og pludselig siger de i kor: "Hvis bare jeg var dig". Det bliver de så: De bytter kroppe. Det lyder sygt og tåbeligt. Som en film der ikke er værd at se. Meeen: Det er altså morsomt. Ikke blot er filmen spækket med grovkornet humor i rigelige mængder. Faktisk lykkes det også filmen at rejse en stribe alvorlige dilemmaer, hvor de to knægte i midt-30'erne for alvor må tænke sig om. Advokaten Dave synes jo, at den nye sekretær er superlækker. Men kan han også tillade sig at bolle hende, når blot han optræder i en anden mands krop? Det er et svært spørgsmål, og svaret får du i biografen. Og døgenigten Mitch - i advokatklæder - får besøg af sin far, der gerne vil tale med sønnens bedste ven om, hvordan man får et ansvarsfuldt mandfolk ud af en sølle pornoskuespiller. I den slags scener står "Hvis jeg var dig" ganske stærkt. Nåja, ikke at det er Tjekhov, Sartre, Thomas Mann eller anden tung og lødig litteratur. Men det løfter altså filmen fra at være en almindelig farce til også at have en smule substans. Til alle mændene, der inviteres ind at se denne film af koner eller kærrester, så skal jeg da lige advare en smule: Der er store, bare bryster! Og til pigerne: Der er solidt skuespil fra Ryan Reynolds og Jason Bateman, der spiller henholdsvis døgenigt og advokat. Til alle jer, der hader de overdrevent velopdragne, vellykkede, velfriserede amerikanske filmbørn, så er der også lidt mere karakter her. Jeg elsker for eksempel når det mobbede barn får at vide, at det kun kan skabe sig respekt ved hjælp af afstumpet vold. Det ser vi ikke til dagligt i amerikansk film. Men til allersidst lærer vores to hovedpersoner, at man skal være tilfreds med de evner, man har, men man skal også forvalte dem forsvarligt. Så det er også en film med en sød lille morale. Min største anke er filmens lille epilog: Skilt på skærmen med teksten "En måned senere". Her skal filmens morale lige have en ekstra tur i vridemaskinen. Det klæder ikke filmen. Det havde været bedre med en lidt frækkere og lidt mere umoralsk slutning. Men det tør amerikanerne garanteret ikke. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Hvis jeg var dig" Org. titel: "The change-up" Instr: David Dobkin 1 time og 52 minutter, ukendt censur Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...