Fugle

En utraditionel vintergæst på besøg ved Skagen

I Skagen har man i lang tid gjort meget for at udvide turistsæsonen til at gælde mere end blot sommerperioden. Og noget kunne tyde på, at det er ved at lykkes. Ved Sørig Enge har man i hvert fald fået besøg af en lille flok traner, og det er ellers uhørt på denne tid af året. Arkivfoto.

I Skagen har man i lang tid gjort meget for at udvide turistsæsonen til at gælde mere end blot sommerperioden. Og noget kunne tyde på, at det er ved at lykkes. Ved Sørig Enge har man i hvert fald fået besøg af en lille flok traner, og det er ellers uhørt på denne tid af året. Arkivfoto.

SKAGEN:Der er noget helt galt derude. Naturen kan tilsyneladende slet ikke finde ud af, hvordan den skal opføre sig på denne tid af året. Har man derfor lyst til at stifte bekendtskab med en noget utraditionel vintergæst i Danmark, så kunne det måske være en idé at køre en tur til området mellem Sørig Enge og Gårdbogård Sø syd for Skagen. Siden før jul har der nemlig været traner på besøg. Det fortæller fuglekiggeren Ole Skrubbeltrang fra Skagen. - Der er observeret traner så sent som i går, siger han. Ifølge Ole Skrubbeltrang så holder tranerne typisk til på høstede majsmarker, hvor de formentlig kan finde en smule føde i form af efterladte majskolber. Selv har Ole Skrubbeltrang set op til seks traner på én gang - og det er faktisk ret fantastisk på denne tid af året. - Det er ikke særlig normalt. Jeg tror, at det er første gang, at de er set på denne tid af året, anslår Ole Skrubbeltrang. Han er ikke i tvivl om, at det er det milde vintervejr, der bærer æren for de unormale trækvaner, som tranerne fra Skagen har tillagt sig. Og i det hele taget kan der for flere trækfugles vedkommende observeres ændrede adfærdsmønstre. - Det gælder jo ikke kun traner. Det er sådan set mange af de fugle, som man har set i den her periode, hvor det har været så varmt. - De har tilsyneladende helt glemt, at de skulle trække sydpå, fastslår Ole Skrubbeltrang.