En uværdig afsked

Grethe Rolle traf beslutningen om plejehjem for sine forældre - det blev ikke en god oplevelse

65-årige Grethe Rolle vil nødig på plejehjem. Sådan har det altid været, og hendes mors sidste tid bekræftede hende i den opfattelse. Foto: Lars Pauli

65-årige Grethe Rolle vil nødig på plejehjem. Sådan har det altid været, og hendes mors sidste tid bekræftede hende i den opfattelse. Foto: Lars Pauli

Selvom plejeboligen var fyldt med møbler og pynt samlet igennem et langt og godt liv, var det ikke lykken for Grethe Rolles forældre at komme på plejehjem. Det var en nødvendighed. Men var det virkelig også nødvendigt at byde det gamle ægtepar velkommen med ordene: "Kaffen er gratis for beboerne, men I andre skal selv betale." - Jeg synes simpelthen, at det var så tankeløst. I det øjeblik kunne jeg se, at der simpelthen gik noget i stykker inden i min far. Han følte det så ydmygende, at der skulle penge på bordet i den særlige situation, siger Grethe Rolle. Fra datter til "forælder" Situationen står stadig tindrende klart i erindringen for den 65-årige ugebladsskribent. Desværre skulle den vise sig at være en pejling for, hvad familien skulle opleve i de efterfølgende to og et halvt år. - Det var min far, der tog initiativet til, at de kom på plejehjem. Min mor havde Parkinson, men far havde hjulpet hende så meget, at vi ikke havde opdaget, hvor grelt det stod til. Til sidst havde han dog så dårligt hjerte, at han ikke magtede det mere, og det var ham magtpåliggende at få min mor i trygge rammer, siger Grethe Rolle. Hendes forældre boede i en stor lejlighed over for Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Moderen havde været damefrisør til hun havde passeret de 70 år, mens faderen, der altså var Grethe Rolles stedfar, havde været ansat ved postvæsenet. Plejehjemmet kom ind i billedet et langt samliv senere, efter en jul hvor Grethe Rolles forældre ikke rigtig kunne klare at få lavet mad hver dag. - Pludselig står man som pårørende og skal være "forælder" for sin mor og far. Især far var afmægtig og træt, men i den situation skal beslutningen komme hurtigt, uden at man begår overgreb, siger Grethe Rolle. Sammen med sin mand besøgte hun en række plejehjem i relativ nærhed af deres hjem, der ligger i udkanten af Store Vildmose ved Aabybro. Og på kort tid lykkedes det hende at finde et plejehjem, hvor både hendes mor og far kunne få en plejebolig. - Det er jo ikke altid en mulighed, så det var vi utroligt glade for, siger Grethe Rolle. Hun har fortalt NORDJYSKE, hvilket plejehjem det drejer sig om, men ønsker ikke - af hensyn til den nuværende leder og medarbejderne - at få navnet ud. Den tavse død Dagen kom - 15. februar 2006 - hvor mere end 40 års ægteskab skulle pakkes ned i Frederikshavn. Moderen ville have alt med, og faderen gik rundt om sig selv og gentog ordene: Det går sgu ikke, det går sgu ikke. Én ting insisterede han dog selv på at få med, nemlig persillehakkeren. Drømmen om stegt flæsk nåede han dog aldrig at realisere i sit nye hjem. Håbet om et plejehjem, der levede op til de forventninger og ønsker, som Grethe Rolle havde på vegne af sine forældre, forsvandt hurtigt. - Jeg kom derop en dag, hvor jeg af personalet blev bedt om at ringe efter en taxa, fordi min far skulle til lægen. Han havde åbne, væskende sår på anklen, og jeg kunne virkelig ikke se eller forstå, hvordan de kunne finde på at sende en dødssyg mand alene med en taxa, siger Grethe Rolle, der fik overtalt personalet til at få lægen op på plejehjemmet. Få dage senere døde faderen. Han sov simpelthen ind - tre uger efter at han var flyttet ind på plejehjemmet. Grethe Rolle har ikke nogen dårlige minder om faderens død på plejehjemmet, men generelt set synes hun, at personalet havde et underligt tabuiseret forhold til døden. Som regel blev kisterne med de afdøde båret ud, mens de andre beboere sov. Medmindre der var et specifikt ønske fra de pårørende at synge vedkommende ud af plejehjemmet, hvilket Grethe Rolles forældre blev. - Det er besynderligt at opleve et sted, hvor døden både er så nærværende og samtidig så fraværende. Min mor spurgte mig jævnligt, om den eller den var død. En gang spurgte jeg en medarbejder, hvorfor beboerne ikke fik besked, når én var afgået ved døden. Jeg fik dét svar, at beboerne jo "nødigt skulle blive kede af det", siger Grethe Rolle. Hun kalder tavsheden for "et misforstået hensyn" og understreger, at hun oplevede fraværet af italesættelsen af døden som respektløs. Wienermusik Grethe Rolle kom næsten hver dag på plejehjemmet. Dermed fik hun også et indblik i personalets arbejdsgange og et godt kendskab til mange af de ansatte. - De fleste ansatte var søde, endda rigtig søde, selvom min mor ikke altid var lige let at passe. Hun fik også sine basale behov dækket, men ældre er jo ligesom børn og alle os andre; De skal stimuleres. Jeg ved godt, at det er svært og besværligt, men en vis vilje betyder også noget, siger hun. Hun mindes en episode, hvor en af de ansatte fik den gode idé at tage nogle beboere med til wienermusik, men hun fik ingen opbakning fra de andre. Bussen var kun til rådighed hver femte uge, og det var én af grundene til, at det turen ikke blev til noget. - I det hele taget oplevede jeg ofte, at beboerne blev omtalt som én gruppe med ens behov, fortæller Grethe Rolle, men hun stod tilbage med fornemmelsen af, at det var personalets tid og behov, der var udslagsgivende. Hendes mor ville ikke give hende lov til at hjælpe med personlig hygiejne og tøj, hvilket hun jo aldrig havde gjort tidligere, og Grethe Rolle mener godt, at personalet kunne have gjort mere. - Både min far og min mor satte en stor ære i at passe sig selv, så længe det var muligt. Derfor var det også ubehageligt for mig at se, at mor ikke var så pæn i tøjet eller så ren, som hun kunne være, siger hun. Masser af medicin Som så mange andre beboere på et plejehjem fik Grethe Rolles mor også megen medicin. Mod Parkinson, lykkepiller, sovepiller og noget mod mavesyre som modgift til de øvrige kemiske produkter, der dagligt blev indtaget. En dag så Grethe Rolle, at der over en periode var flere indkøb af store portioner kodimagnyler til hendes mor. - Jeg spurgte, hvad de var til og fik det svar, at det var mod smerter. Så viste det sig, at min mor havde haft hovedpine i et par dage, men det var et par måneder tidligere. Alligevel fortsatte den daglige behandling med tre gange to kodimagnyl helt rutinemæssigt, siger Grethe Rolle. Moderen endte med at få mavesår. Hendes datter undrer sig over, at personalet tilsyneladende blindt uddelte den ordinerede medicin til de ældre uden at stille spørgsmålstegn ved eventuelle bivirkninger. Moderen følte sig også tit sløj uden grund, men hun oplevede, at ingen rigtig interesserede sig for det. - Jeg kunne godt se, at mor havde kvalme og kender selv den kvalmende fornemmelse, som medicin kan give. Men der var ingen opmærksomhed om emnet, siger Grethe Rolle. At medicinmaskinen kværnede videre uanset hvad, oplevede Grethe Rolle også på sin mors sidste dag. Hun sad ved sin mor, der sov tungt. Alligevel kom en ansat ind for at give hende en sovepille til natten. Det stod i medicinkortet. Af samme grund er Grethe Rolle også enig med Ældre Sagen i, at der igen bør være en læge på de danske plejehjem. - Det er jo et spørgsmål om, at beboerne skal tilses jævnligt og ordentligt, påpeger Grethe Rolle. Et stykke tid efter moderens død skrev hun et brev til ledelsen og til bruger-pårørenderådet på plejehjemmet. - Jeg hørte intet fra ledelsen, og det var mit indtryk, at rådet blot nikkede genkendende til min kritik. Men jeg fik da luft for mine frustrationer, siger Grethe Rolle. Hun mener, at der er brug for holdningsændringer på området. - Min mors og fars plejehjem er såmænd ikke et bedre eller dårligere plejehjem end andre, tror jeg. Empati, respekt og viljen til andre mennesker skal være til stede. Min far ville have været rystet, hvis han havde oplevet den pleje og behandling, min mor fik. Jeg synes ikke, at det var en værdig tid. Ofte var det direkte uværdigt, fordi jeg savnede nærvær og opmærksomhed. Det er det allervigtigste for livskvaliteten for de gamle på plejehjemmene, og ikke noget Embedslægeinstitutionen kan se ved sit årlige tilsyn, siger Grethe Rolle.