En uværdig død

Lazarescus. Alene og forladt oplever han næstekærlighedens død. 
Still fra filmen

Lazarescus. Alene og forladt oplever han næstekærlighedens død. Still fra filmen

Alene, fortvivlet og magtesløs. Alle vil vel gerne - hvis de overhovedet skænker det en tanke - dø værdigt. Omgivet af sine nærmeste og med tid til at sige farvel. Og ikke blot tilfældigt, som kastebold for et hospitalssystem styret af arrogante læger og ufølsom langsommelighed. Men det er nøjagtigt det, der sker for vores hovedperson, Hr. Lazarescus. En 63-årig gammel mand, som bor alene i en nedslidt, beskidt lejlighed i Bukarest. Kun med hjemmebrændt sprit, stinkende katte og gamle aviser til at fordrive alderdommens ensomhed med. Det er en meget langsom og meget lang film. Over to og en halv time. Det lyder forfærdeligt trist og er det også. Men samtidig er det en film, der virkelig vækker til eftertanke, mens vi følger den gamle mands sidste timer. Handlingsforløbet er bygget kronologisk op. Fra de første mavesmerter som Dante Remus Lazarescus (Ion Fiscuteanu) selv forsøger at dæmpe med diverse håndkøbspræparater, alt imens han forgæves forsøger at få fat i en ambulance. Han ringer til sin søster, han kontakter naboen, han kaster blod op, og til sidst kommer endelig sygeplejersken Miora (Luminita Gheorghiu), som er lige ved at afvise ham, da han lugter af sprut. Hun forbarmer sig over ham, og i en tilkaldt ambulance går Miora i gang med at forsøge at få et hospital til at tage den gamle mand og hans sygdom alvorligt. Da det endelig sker, er det for sent. Det er en film, der på det dokumentariske plan handler om et totalt nedslidt sundhedssystem. Men på et dybere plan handler det også om, hvorledes et medmenneske - en gammel mand med behov for hjælp og næstekærlighed - bliver gjort til et tilfælde. En genstand, som gang på gang bliver underkastet de samme meningsløse, rituelle undersøgelser, skønt han åbenlyst lider og er døden nær. Lægerne er arrogante, bedrevidende og uforskammede, og skønt diag-nosen snart viser, at han har brug for at komme på operationsbordet, bliver han konsekvent sendt videre. De, som må have oplevet - også det danske sundhedssystems - langsommelige kværnen, og den følelse af magtesløshed, der kan gribe en, når du igen og igen må gentage dig selv og beskrive egne symptomer, vil vide, at filmen ikke overdriver. Langsommeligheden lever, og der er tid nok. Mennesket er blevet til en journal, nogle talværdier og røntgenbilleder, som lægevidenskaben først skal have styr på, før de kan handle og behandle. Også selv om mennesket faktisk ligger lige foran næsen af lægen og vrider sig i smerte og pisser i bukserne. Det er en grum film. Men også en film om, hvor forfærdeligt det er ikke at blive forstået. Ikke at møde næstekærlighed og venlighed, når du har brug for det. For det har Hr. Lazarescus virkelig. Tilskueren følger hans skæbne. Ind i mellem er det næsten ubærligt og bare de mindste små venligheder - som oftest fra sygeplejersken - virker stærkt og står rent. Til sidst tænker du, at det kun er dig dernede i biografmørket, som virkelig føler med den gamle og kunne have lyst til at losse en hvidkitlet overlæge sådan én i røven. Registrerende og omstændelig er det en besk skildring af, hvorledes det er at være ganske alene i verden. Gammel og på vej til at dø. Lazarescus (Ion Fiscuteanu) og sygeplejersken (Luminita Gheorghiu) spiller fremragende og overbevisende som de to mennesker, der sammen oplever, at næstekærligheden forlængst er død i vort moderne samfund. Længe før den gamle selv dør, som konsekvens heraf. Org. titel: ”Moartea Domnului Lazarescu” Rumænien, 2005. Instr.: Christi Pui. To timer, 34 min. Biffen, Aalborg. Danmarkspremiere.