EMNER

En vælger lodder holdninger

Carl Stovgaard fra Sønderhå er på forhånd stemt for et venstrefløjsparti.

Carl Stovgaard har endnu ikke bestemt sig til, hvor han vil sætte dit kryds ved folketingsvalget. Ved valgmødet i Hurup får han noget at tænke over. 
Foto: Peter Mørk

Carl Stovgaard har endnu ikke bestemt sig til, hvor han vil sætte dit kryds ved folketingsvalget. Ved valgmødet i Hurup får han noget at tænke over. Foto: Peter Mørk

Kun 30-40 thyboer er mødt frem til det traditionelle valgmøde på Hotel Thinggaard i Hurup onsdag aften, og de fleste er kommet for at støtte en bestemt af de ni folketingskandidater. Sådan er det ikke for Carl Stovgaard, Legårdsvej 36 i Sønderhå. Han er kommet for at blive klogere på, hvor han skal sætte sit kryds den 13. november. - Jeg forventer at få at vide af de lokale, hvad de vil tage til tinge med - og begrunde, hvorfor de vil have min stemme, siger Carl Stovgaard, der følges med sin mor, Agnete Stovgaard. Selv om Carl Stovgaard endnu ikke har bestemt sig, er der på forhånd kandidater, der vil have nemmere ved at få hans stemme end andre. - Jeg vil stemme på én fra venstrefløjen. Umiddelbart er jeg mest til SF, så Enhedslisten og Socialdemokratiet skal gøre et godt indtryk, hvis de skal have min stemme, siger Carl Stovgaard inden kandidaterne lancerer deres valgtaler, argumenter og slogans. I løbet af de godt to timers debat bliver der snakket om velfærd, nedslidning af offentligt ansatte, kontroltyranni, vindmøller, trafik og kulturtilbud i udkantsområder. Efter debatten har Carl Stovgaard følgende analyse: - Enhedslisten tør tænke stort, SF står for de solide udmeldinger. Socialdemokratiet gik langsomt frem, men brændte igennem til sidst. Dansk Folkeparti har en dygtig brugtvognsforhandler, men vognene er for dårlige. Carl Stovgaard er endnu ikke helt afklaret med, hvem han vil stemme på til valget, men det bliver enten SF eller Enhedslisten. - SF stiller ikke højere krav, end hvad de tror, de kan få igennem. De har ikke så mange ambitioner, som de burde have. Men de er solide, lyder hans afskedssalut.