En værre redelighed i jagten på en stork

Flyv fugl, flyv lige ned i reden på sparekassens skorsten

HOBRO:Ak ja, om man endda bare var blevet født som stork. Så kunne man kvit og frit have fået en skraber med næsen højt mod sky i et bygningsværk, der kunne have været en skyskraber, hvis murstenene fra start var blevet lagt noget anderledes end tilfældet er. Men sådan er det altså ikke gået. Murstenene er blevet til en skorsten, undertegnede er trods ankomst med storken kun blevet flyvefærdig som journalist, og aktuelt venter der den forholdsvis overkommelige og jordbundne udfordring det er at få sat skik på en redelighed, der i går stjal mange blikke midt i Hobro. Og lad os bare begynde med begyndelsen. Det var i 1773 eller cirka deromkring, at en stork første gang forvildede sig til Hobro. Det tror vi i hvert fald på, da der i begyndelsen af 1800-tallet var 8000 til 10.000 storkepar i Danmark. Et par stykker af dem må da for pokker have boet i Hobro. Af tidsmæssige årsager flyver vi hurtigt hen over de næste 200 år, men fra 1973 bliver det igen uhyre interessant. 21. april - forresten min kones fødselsdag - landede en stork i reden på skorstenen ved Sparekassen Hobro. Tre dage senere fulgte en mere, og da forvirring og forårsfornemmelser havde lagt sig, lagde hunstorken æg. Så fik de en på skallen, og vupti så var Hobro atter en gang for alvor blevet til storkeby med en hanstork, en hunstork og tre næbbede afkom. Det var sådan set meget godt, og det var langt bedre, end hvad storkene kunne præstere, da hele Hobro syv år senere i 1980 stod på den anden ende for at festligholde byens 1000 års jubilæum. Bevares, et storkepar fejrede byjubilæum i reden, men de løsrevne fjer blev nu hverken til syv høns eller en storkeunge. Intet skete. Absolut intet - og det var en både skuffende og flad fornemmelse, efter at parret året forinden havde fået to unger ud af fire æg. Præstationerne i jubilæumsåret blev i stedet et ilde varsel om, at Hobros tid som storkeby var ved at være definitivt slut. Der blev ganske vist observeret storke i og omkring reden i de følgende år, men alle fløj hastigt videre. Storkeeksperten Hans Skov blev hidkaldt i 1985, og han fik da også bygget en rede så fin, at en enkelt stork kvitterede med enkelte overnatninger i den gæstfrie by. Men så forduftede fuglen, og ingen har set den siden. Væsener iklædt den velkendte rød/hvide flyverdragt foretog overflyvninger både i 87, 88 og 89, men det nærmeste man er kommet en egentlig landsætning i byen, er en nødlanding i fjor på en mark i Snæbum. Men et er historie - noget andet er nutid og den redelighed, det hele handler om. Det blev der taget fat på i går. En lift blev rejst, og sammen fik sparekassens vicevært Børge Gordon Christensen og pedel Søren Sørensen på toppen af skorstenen redt en rede, som må friste alle storke. Den er foret med friske bøgekviste, og nye beboere er velkomne til selv at medbringe mos og andet, der kan blødgøre hverdagen. Om det så er nok vil vise sig. Med sommertid er det også blevet storketid, og skal det være, skal det være nu.