En varm skulder

20-årig nordjyde får debut for Danmark

Tennis 4. april 2003 08:00
HILLERØD: Rasmus Nørby drømte om, at Danmark ville komme foran med 3-0 i weekendens Davis Cup-kamp mod Tunesien, så han kunne få sin debut om søndagen i Hillerød, når den samlede danske sejr allerede var en realitet. Torsdag fik den 20-årige nordjyske tenniskomet så besked om, at han overtager en skulderskadet Kristian Pless' plads i den danske startopstilling side om side med Kenneth Carlsen. - Jeg er selvfølgelig utrolig glad for at få lov til at spille - det var jo det, jeg drømte om siden udtagelsen til holdet - men det er supersynd og tragisk for Kristian, siger vendelboen før torsdagens træningsseance. Fredag bliver det så alvor for den nyprofessionelle nordjyde, når han står overfor den fire år ældre Oualid Jallali. Tuneseren har spillet 28 kampe i Davis Cup-regi og ligger nummer 692 på ATP-ranglisten. Til sammenligning ligger nordjyske Nørby nummer 879 på samme liste. - Jeg er helt klar over, at jeg er underdog mod en så rutineret spiller, siger Rasmus Nørby og tilføjer fortrøstningsfuldt: - Jeg tror på, at jeg så kan spille uden det helt store pres mod ham. En dansk sejr er nødvendig, hvis tidligere tiders Davis Cup-resultater igen skal på menuen for Dansk Tennis Forbund. I øjeblikket roder danskerne rundt i den trediebedste række - den euro-afrikanske zone II - hvor vi tidligere har haft fornøjelsen af de svenske stjerner med Stefan Edberg i spidsen. Hvis den slags oplevelser skal gentages i den nærmeste fremtid, så kræver det i første omgang en sejr over Tunesien. Derefter gælder det i juli et møde mellem vinderen af Ghana-Slovenien for måske at få Danmark hevet en tak op i Davis Cup-sammenhænge. Til den tid er de to bedste danskere, Kenneth Carlsen som nummer 66 i verden og Kristian Pless som nummer 94, forhåbentlig atter genforenet for første gang i fire år på det danske landshold.toto
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...