Dyr

En vaskebjørn til væggen

Vaskebjørnen ser sød og sovende ud, som den ligger på græsplænen. Men den er så død, som den kan blive. Vaskebjørnen blev skudt igår i Fjerritslev på Industrivej, og senere skal den pelses. Det er tilladt at skyde vaskebjørne året rundt, da de bliver betragtet som skadedyr. Foto: Erik Sahl

Vaskebjørnen ser sød og sovende ud, som den ligger på græsplænen. Men den er så død, som den kan blive. Vaskebjørnen blev skudt igår i Fjerritslev på Industrivej, og senere skal den pelses. Det er tilladt at skyde vaskebjørne året rundt, da de bliver betragtet som skadedyr. Foto: Erik Sahl

FJERRITSLEV:Sommerpelsen stritter lidt i alle retninger i den blide sommervind. De ru poter med kløer som pindsvinepigge ligger stivnet i en bevægelse, som aldrig bliver gjort færdig. Under hagen er en blodig plamage, men det kan ikke lige ses. Og den ser sød ud, som den ligger dér, vaskebjørnen. Men det er den bestemt ikke, understreger Kaj Christensen. - Den er ligesom mink, hvis ikke værre. Den slår alt ihjel, den får øje på, forklarer han. - Det er også derfor, den bliver betragtet som et skadedyr. Man må altid skyde den, forklarer Kaj Christensen. Det er ikke ham, der har skudt vaskebjørnen, men han har fået den overdraget. - Jeg vil pelse den. Ikke for at udstoppe den, men jeg vil gerne have den hængende. Hvem ved, hvornår man støder på sådan én igen, siger Kaj Christensen, mens han betragter den døde vaskebjørn. For nogle få timer siden sad den på en tagryg og gloede ned. - Egentlig blev der ringet til mig, men han, hvis tag den sad på, var selv jæger, og hvis nogen skulle skyde hul i taget, så var det bedst, at det var ham, siger Kaj Christensen med et grin. Ned kom vaskebjørnen i hvert fald, og den kommer også op på væggen inden længe. - Det synes jeg er bedre, end at skulle grave den ned, fortæller Kaj Christensen og vrikker lidt med vaskebjørnens hoved. - Hvor den kommer fra er ikke til at sige. Måske fra Tyskland. Måske har den været med en lastbil med tømmer. Måske er der nogen, der har haft den som kæledyr. Det kunne være sjovt at finde ud af, siger Kaj Christensen eftertænksomt.