En vej til ny status som badeby

Fire millioner kroner fra Realdania er løftestang for et stort forskønnelses- og turismeudviklingsprojekt i Løkken

Konceptet for Løkken Læmole er blandt andet, at der på læsiden af molen fortsat plads til fiskebåde og lystfiskere samt en ny promenade. Til den anden side skal der laves badetrapper og være plads til forskellige former for vandsport.  Forsidefoto til projektsansøgning

Konceptet for Løkken Læmole er blandt andet, at der på læsiden af molen fortsat plads til fiskebåde og lystfiskere samt en ny promenade. Til den anden side skal der laves badetrapper og være plads til forskellige former for vandsport. Forsidefoto til projektsansøgning

LØKKEN:I Løkken er der jubel over, at Realdania vil støtte Projekt Løkken Moleleje med fire millioner kroner.

- Det er en utrolig glædelig nyhed. Molen er ved at være færdig. Hele området omkring den er slidt ned og trænger til at få et stort løft, og det kan Realdania være med til, siger turistforeningsformand Stefan Karlborg.

Løkken Turistforening har sammen med 20-25 andre foreninger og privatpersoner været inddraget i det forberedende arbejde til projektet.

- Jeg vil rose kommunen for at have været skarp på at inddrage så mange som muligt, udtaler Stefan Karlborg.

Realdania har fundet Projekt Løkken Moleleje så godt, at projektet er blevet et af fem vinderprojekter i deres kampagne Stedet Tæller, hvor et fokusområde er mere kvalitet i kysternes turistbyer.

Pengene fra Realdania skal gå til rekreative tiltag som en promenade på den renoverede læmole, badetrapper, bænke og bedre stiforbindelser til molen.

Afgørende del i helhedsindsats

Projekt Løkken Moleleje er en afgørende del af en helhedsindsats, som i sit overslag er vokset til 32 millioner.

Heraf skal Hjørring Kommune bidrage med halvdelen inklusive statspenge til renovering af molen. Løkken Fiskeriforening har bidraget med 800.000 kroner, og resten skal hentes hjem fra blandt andet fonde.

- Det er rigtig rart at få beskeden fra Realdania. Det giver os et rigtig godt fundament at komme med, når vi nu går ud og søger penge, udtaler projektleder Helle Lyngbak, Hjørring Kommune.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.