Pension

En vemodig dag for Søndergaard

Museumsinspektør Jens Søndergaard går på pension

SÆBY:Ildsjæl, inspektør og registrator, Jens Søndergaard, går på pension efter 18 år på Sæby Museum. Den officielle dato for fratrædelsen er 1. april, og i går var han ved at "ordne nogle papirer", på museet. - Det er selvfølgelig lidt vemodigt. Jeg har haft rigtig mange gode år på museet, siger Jens Søndergaard, der især brændte for herregårdsmuseet Sæbygaard, hvor han stod bag et hav af forskellige udstillinger. Via de mange udstillinger på Sæbygaard var det Søndergaards håb, at folk ville få en større forståelse for livet på herregården - lige fra de historiske personer til tjenestefolkenes vilkår. Udover Sæbygaard stod Jens Søndergaard også for mange udstillinger på Sæby Museum, hvor man fik indblik i vores fælles kulturhistorie, og blandt andet tog han initiativ til en udstilling om gamle konfirmationsdragter. Jens Søndergaard har også nydt det omfattende opsøgende arbejde, hvor han kom i kontakt med mange borgere i Sæby Kommune Fortiden blev vist frem, men det er også vigtigt at vise folk nutiden - blandt andet så man kan sammenligne og få et indtryk af et livsforløb. Nuvel. Det er tid til pension. Hvad skal det så ske? - Arbejdet har fyldt en stor del af mit liv, så nu bliver der tid til alt det, jeg har forsømt, fortæller Jens Søndergaard. Der er mange bøger, der skal læses, mange emner, der skal skrives ned, og Jens Søndergaard fortsætter naturligvis med at være kirkesanger ved Skæve Kirke. - Men jeg kan ikke slippe arbejdet helt, så jeg vil stadig på en eller anden måde være tilknyttet Sæby Museum, siger Jens Søndergaard. Som ny registrator og formidler har Sæby Museum ansat Ann-Louise Lentz, der har en alsidig baggrund. Hun er blandt andet uddannet bachelor i middelalderarkæologi og har gennem de seneste år fulgt et uddannelsesforløb på Sæby Museum.