En verden af candy floss og søstersolidaritet

Rebekka Maria Andersson nyder at stå med aftensmaden parat, når hendes mand kommer hjem fra arbejde. Men den 28-årige nordjyde vil også have lov til at gakke ud på en scene i farvestrålende gevandter til sin helt egen rytme. Netop kvinder

En dag gik Rebekka Maria Andersson i skole iført lyserød morgenkåbe, storblomstret kjole og rød paryk. Hobro gymnasium var ikke ligefrem eksperimenternes holdeplads, men den nordjyske gymnasieelev var ikke bange for fordømmende blikke. Tanken om at skulle ligne de andre i H2O-joggingtøj eller bomuldstrøjer fra Only var derimod uudholdelig. I dag er Rebekka Maria mere afdæmpet i sin påklædning. Den 28-årige sangerinde bryder sig dog stadig ikke om at blive låst inde i en boks. Hun har med sin nye cd, Sister Sortie, skrevet en hyldest til mangfoldigheden blandt kvinder. Hun går ind for kvindekamp, men også for at kvinder kan være husmoderlige. Flagrende. Og drømmende. At kvindeligheden har uendelige udtryksformer. - Jeg har en kvindelig mission - ikke i en militant form – men en lyst til at fortælle kvindernes historie. Ikke mindst fordi der klart er brug for de kvindelige værdier og farver i en mandsdomineret kulturverden, fortæller Rebekka Maria. Hun er træt, siger hun med det mørke hår skjult bag et laksefarvet tørklæde. Dagen forinden blev pladen nemlig fejret med blomster, candy floss og masser af mennesker. Netop nu er en af Rebekka Marias kvindehistorier at høre i radioen i form af singlen Corrolaceous, som er blevet P3’s uundgåelige. Inspirationen kom fra en slentretur ned af Bleecker Street i New York. Foran en af designeren Marc Jacobs butikker faldt hun i staver over en kæmpe væg, der var tapetseret med plastikblomster i alle regnbuens farver, og hun gik i gang med at skrive om en kvindeskikkelse, der minder om Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, der lever det dekadente husmoderliv i storbyen med overforbrug af blomster og kvindelig luksus for at fylde en tom hverdag ud. På pladen præsenteres lytterne også for forstadskvinden Laura. For gøglerkvinden, der lever en ubekymret kunstnertilværelse, som udefra kunne minde om Rebekka Marias. Sidst men ikke mindst også den moder jord lignende kvinde, der som havet omkranser og omfavner hele verden i sin stabile rytme med klare referencer til Rebekka Marias egen mor. - Min mor er vokset op på Grønland, hvor kvinderne, lige som jeg har set i Afrika, opbygger nogle bundsolide altopslugende personligheder, som jeg beundrer dybt. De har ligesom et råt gen. Selv er jeg nok lidt mere bly. Troen på sig selv - og noget større Rebekka Maria selv er vokset op i verdens smukkeste omgivelser, når hun selv skal sige det. Nemlig i Mariager. - Hele mit sanseapparat blev vakt til live meget tidligt, fordi jeg voksede op i så tæt tilknytning til naturen. Jeg var meget alene udenfor, hvor jeg trivedes i min helt egen drømmeverden – sådan lidt Anne fra Grønnebakken-agtigt hvor jeg kunne løbe ud over markerne i mit helt eget forestillingsunivers. Egenrådigheden hos den unge Rebekka Maria kunne også minde om den rødhårede Annes. Fra hun var fem, insisterede hun på selv at sætte hår og vælge tøj, og iscenesættelsen af sit ydre blev tidligt vigtig, selvom de ekstravagante rober fik gymnasievennerne til at parodiere hende på skolens scene. Allerede fra Rebekka Maria var 8 skrev hun tekster. Sang og musik var en naturlig del af familielivet med tæt tilknytning til Pinsekirken. - Vi voksede op i et meget karismatisk frikirke miljø, som det man ofte kender fra USA eller Sverige, hvor der er masser rum til sang og dans, miljøer som derfor også fostrer mange kunstnere. Her var en scene, som blev overladt til dem, der havde lyst, og det har nok givet mig nogle udviklingsmuligheder og troen på mig selv. Som 19-årig mødte hun den jævnaldrende musiker Johannes Dybkjær på en punkfestival i Norge. Han manglede et sangerinde til sit band Lampshade. - Det var magisk at begynde at spille med Lampshade. Endelig at være sammen med nogen, som man havde en fælles forståelse og interesse med. Et sted hvor man passede ind og et projekt, man brændte for. I begyndelsen var teksterne, som jeg ofte skrev, meget sådan, at jeg er 19 år, og livet er så stort her. Det var forholdsvist navlepillende, hvis jeg skal være selvkritisk, men det ændrede sig efterhånden. Efter nogle år og flere plader kom lysten til at gå solo, og i 2008 fik lysten liv med Rebekka Marias første plade under navnet ”As in RebekkaMaria”, hvor hendes blide stemme blandede sig med heftige teknorytmer. - Jeg havde virkelig lyst til at give den gas på en af mine sider, der er lidt for meget, oversukret og diva-agtig og havde ikke lyst til at bruge mit eget navn, fordi den side ikke er hele mig. Derfor valgte jeg kunstnernavnet ”As in RebekkaMaria”, som også kunnet have heddet ”As in the puppy, flurry electro pop queen side of Rebekkamaria”. Den plade, jeg nu har lavet, er mere hele mig. Jeg har barslet med en baby, som er min egen, men som derfor også efterlader mig desto mere sårbar. En gammeldaws diva I dag lever Rebekka Maria et liv mellem de udfarende spillejobs og rollen som hjemmegående husmor. Som blot 22-årig blev Rebekka Maria gift med Johannes Dybkjær fra Lampshade i Odense Domkirke i en kjole, hun selv havde designet og med 400 gæster. - Jeg er nok meget gammeldags. Jeg blev gift tidligt og kan godt kan lide at stå med maden parat, når min mand kommer hjem. Det er værdier, der ofte bliver foragtet i navnet af, at man skal være karrierekvinde, men jeg har lyst til at være både kone, karrierekvinde og mor en dag. Jeg har ikke lyst til at være det ene mere end det andet, og sådan tror jeg faktisk, mange kvinder har det. Efter fire år i Sverige har Rebekka Maria dog svært ved, at kønsdiskussionen fylder så lidt i Danmark, hvor hun mener, vi ofte har nogle fastgroede kønsroller, når det for eksempel kommer til barselsordninger. Ansvaret for den skæve kønsfordeling i hendes egen branche skyder hun dog ikke på mændene eller systemet. - Der er mange områder, hvor der stadig ikke er ligestilling, men lige på mit eget felt mener jeg faktisk, at mænd og kvinder har lige muligheder. Årsagen til, at mange kvinder vælger musikerlivet fra, er nok, at det på mange måder er sådan lidt af et rakkerliv. Det hænger jo ikke særlig godt sammen med de feminine værdier at sidde og svede i turbus. For nylig skrev hun en klumme i musikbladet Soundvenue, hvor hun glædede sig over de mange kvindelige solister, der blomstrer frem. En del af dem har, ganske som hende selv, det feminine univers i centrum. - Musikken har altid været talerør for kvindekamp. Nogen gør det med overlæg. Andre gør det, fordi det ligger lige for at tale om deres hverdagsliv. Kulturen er et talerør, hvor der også følger et ansvar med for at sætte nogle af disse ting på dagsordenen. For mig er det dog vigtigt, at budskaberne ikke overskygger kunsten – at kunsten stadig lever for kunstens skyld. Rebekka Maria spiller 23. april på Studenterhuset i Aalborg