Nørresundby

En verden til forskel

Hasseris-veje og området ved Eriksholmparken i Nørresundby er top og bund, når det gælder den største procentdel af henholdsvis de højeste og laveste husstandsindkomster

AALBORG:Der er stor forskel på, hvor meget der tjenes i de enkelte husstande i Aalborg. Det er næppe nogen overraskelse, når der kigges på lønsedlen, men nu kan NORDJYSKE Stiftstidende præcist sige, hvor den gruppe af husstande med den største procentdel af de højeste og laveste husstandsindkomster i Aalborg findes. Det er sket i et samarbejde med Danmarks Statistik og Dicar-Center for analytisk journalistik. Den største procentdel af husstande med de højeste husstandsindkomster finder man i Hasseris i området omkring vejene: Fuglevænget, Constancevej, Jennysvej, Agnetevej. På grafikken kan man se, hvilket område der er tale om. I det pågældende område har 59 procent en husstandsindkomst over 713.564 kr. 16 procent af hustandene har en husstandsindkomst på mellem 574.691 kr. og 713.564 kr. I den anden ende af skalaen skal man over til området omkring Eriksholmparken i Nørresundby. Her finder man den største procentdel af husstande med den laveste husstandsindkomst. Her har 39 procent af husstandene en husstandsindkomst under 110.185 kr. 29 procent af husstandene har en husstandsindkomst mellem 110.185 kr. og 148.185 kr. Meningen med en artikelserien "En verden til forskel" er at beskrive de forskellige livsvilkår for de to befolkningsgrupper i Aalborg. Er der store forskelle på det liv der leves på vejene i Hasseris og i områder omkring Eriksholmparken? Er man lige så lykkelig, hvad enten man bor i det ene eller det andet område? Spørgsmålet er måske ikke lige til at besvare, men artikelserien kan være med til at give et billede af de forskelle, der findes i de to vidt forskellige bydele i Aalborg.