En voksen ”Schwåmp”

Jens Ole Jensen, lærer på Toftegaardsskolen i Jerslev samt markant sanger og guitarist i ”Schwåmpis Venner”, ”Kræn West” og ”The Old Brigade”, Mellerupvej, Jerslev, fylder lørdag 60 år.

jens ole.

jens ole.

Jens Ole er opvokset i Sulsted, men efter folkeskolen og gymnasiet valgte han at læse til lærer på Aalborg Seminarium. Dette medførte desuden, i kraft af hans store interesse og lyst til idræt, en karriere som fodboldspiller i Chang og i AaB. I en alder af 30 år fik den irske folkemusik imidlertid tag i ham, og sammen med en vejformand og tre andre lærere fra skolen i Jerslev, hvor han i 1974 var blevet ansat, stiftede han folkemusikgruppen ”Schwåmpis Venner”, som den dag i dag stadig glæder og fornøjer et bredt udsnit af den vestdanske befolkning. Senere, i 2000, involverede han sig for alvor i den traditionelle, irske folkemusik, idet han startede gruppen ”Kræn West”, bl.a. sammen med Jens Memphis fra ”De Gyldne Løver”. Det er, foruden et samarbejde med Fisker Thomas, blevet til adskillige cd-indspilninger, samt optræden i både radio og tv. Sidste år blev ”Kræn West” udvidet med to nye spillemænd, og gruppen hedder nu ”The Old Brigade”. Jens Ole har alle dage været en glad og munter person, som derfor har mange venner indenfor sports- og musikverdenen samt selvfølgelig indenfor undervisningssektoren. Desværre har problemer med slidgigt de senere år indskrænket hans fysiske formåen til lidt gåture, cykling og golf. Rejselysten har bragt Jens Ole og familien til mange kroge af verden, men Irland er, i sagens natur, et af de mest foretrukne rejsemål. Jens Ole har fire børn og fire børnebørn, som han sammen med hustruen Jette nyder i fulde drag. Fødselsdagen fejres i hjemmet på Mellerupvej i Jerslev.