Endelig - en Focus MPV

Biler 6. oktober 2002 08:00

PARIS: Sådan en bil vil vi også bygge - engang. Det har Ford svaret motorjournalisterne siden Focus blevet lanceret - når de henviste til at konkurrenterne Renault og Opel har haft gedigen succes med deres kompakt-MPV'ere Scenic og Zafira bygget på henholdsvis Megane- og Astra-platformen. Nu ser det imidlertid ud til, at der lige om hjørnet venter en Focus MPV. På den internationale biludstilling i Paris viser Ford nemlig konceptbilen C-MAX, der meget vel kan være forløberen til en kompakt multibil bygget på den kommende Focus'undervognen. Konceptbilen er udstyret med fire lænestols-agtige luksus-sæder, har glastag og er forsynet med masser elektroniske komfort-detaljer fra elstyrede sæder til tv til bagsæde-passagererne. Man skal dog nok forvente, at konstruktørerne dropper indretningen med de fire sæder og placerer fem-syv sæder i den kommende MPV, ligesom den formentlig får ståltag i stedet for glastag. Storfamilie-Focus'en har på standen i Paris selskab af den produktionsklare lillebror, Fusion, der med traditionelt bænksæde som bagsæde, er en slags mini-MPV bygget på Fiasta-platformen. Bilen ventes til Danmark i begyndelsen af 2003, og til priser formentlig lige på den rigtige side af 200.000 kr. Fords tredje Paris-hit er Streetka - en cabrioletversion af minien Ka, der aldrig rigtig er slået an herhjemme men sælger ganske godt i en række andre lande. Sreetka har stofkaleche, og vil formentlig koste i omegnen af 300.000 kr., når den til sommer får premiere i Danmark.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...