Ungdomsuddannelser

Endelig point til HF Hjørring

Håndbold, 2. division kvinder HF Hjørring - Kollund-Lind 23-23 (11-14) Hjørring: Pernille Schlie 9, Jeanne Eg 5, Tina Hansen 3, Helle Møller, Bolette Købstrup 2, Caroline Skovsgaard, Kristine Lauersen 1. HJØRRING: Bundholdet HF Hjørring fik sæsonens første point, da holdet på en fantastisk afslutning hev det ene point i hus og fik slettet det grimme nul i stillingen. Da der manglede ti minutter, var HF Hjørring bagud med 18-22, og intet tydede på sæsonens første point. Pernille Schlie udlignede til 22-22 på langskud med fire minutter igen, og på næste angreb scorede Bolette Købstrup til 23-22 på et gennembrud, så Hjørring var foran for første gang i kampen. I de sidste to minutter blev Hjørring ramt af to udvisninger, så de sluttede kampen med fire spillere på banen. Gæsterne udlignede til 23-23 på straffekast, men i det sidste godt et minut formåede Hjørring at holde bolden, og få det ene point. - Det er vigtigt for os, at vi har fået nullet væk. Det var en virkelig stor holdpræstation af spillerne, og der var i omklædningsrummet efter kampen glæde, som var vi rykket op. Det betød meget for de unge spillere, at vi fik denne succesoplevelse, siger træner Jens Beerman. - Selv om vi har tabt de foregående 13 kampe, er spillet i mange af kampene blevet bedre og bedre, og jeg tror på, at den første sejr snart er i sigte, tilføjede en meget tilfreds HF Hjørring-træner. Aalborg HK - RSU Ringkøbing 20-23 (13-12) Aalborg HK: Kari Nielsen, Eva Winther, Ulla Colding 4, Tanja Kirketerp, Mette Sørensen 2, Anne Funch, Line Rasmussen, Lene Bach, Hanne Amby 1. AALBORG: Med det knebne nederlag til et andet bundhold, RSU Ringkjøbing, kom situationen til at se endnu mere sort ud for Aalborg HK's bedste kvindehold. Med sejren kom RSU Ringkjøbing fem point foran Aalborg HK, der skal håbe på, at Hvide Sande, der er nummer 10, ikke begynder at vinde, og at Aalborg HK så selv kan slå dem, når de skal mødes om nogle kampe. - Vinder Hvide Sande igen over divisionsreserver, som de gjorde i sidste uge mod Ikast, kan det hurtigt se rigtig sort ud for os. Vi kan selvfølgelig også håbe på, at vi pludselig møder en af divisionsreserverne på en dag, hvor de ikke gider at spille, siger Aalborg HK's træner Jacob Ryttersgaard. - I første halvleg spillede vi virkelig godt mod Ringkøbing, men i anden halvleg glemte vi at skyde deres målmand højt, og det var medvirkende til, at de tog hjem med to point. Aalborg HK førte med 15-13 ti minutter inde i anden halvleg. Gæsterne kom op på 16-16, inden Ringkøbing på seks minutter afgjorde kampen, da de kom foran 20-16. -niss