Endelig rent vand i hanerne

Første Smidie-forbruger har fået vand fra Kongerslev

SMIDIE:I år kunne familien Jakobsen på Smidievej 34 for en gangs skyld tage et velduftende julebad derhjemme. Og et glas vand fra hanen er i juletiden blevet serveret som de ædleste dråber. Det er nemlig noget helt nyt i det lille hjem, at vandet overhovedet kan drikkes, og at badevandet ikke lugter af kloak. Lige før jul blev Arne og Agnethe Jakobsen tilsluttet Kongerslev Vandværk som den første husstand i Skørping Kommune. Det har de sådan set ventet på siden 1997, hvor de købte huset med den private boring. - Åh, det er skønt. Nu har jeg også smidt plasticflaskerne ud og slukket for køleskabet i laden, fortæller en glad Arne Jakobsen. Parret har en datter og svigersøn i Bælum, som plejede at få besøg to-tre gange om ugen, når der skulle hentes rent vand til Smidievej 34. 24 halvanden liters flasker blev fyldt hver gang og møjsommeligt slæbt hjem. - Det er jo egentlig utroligt, hvor meget man bruger vand til, siger Arne Jakobsen. Det gamle vand smagte grimt af salt - også når det var kogt til kaffe. Det lugtede også ækelt og lavede mørke aflejringer. Det var dog ikke ligefrem sundhedsskadeligt, fortalte kontrolmålingerne, men appetitligt, nej. Vasketøjet blev heller ikke pænt og slet ikke hvidt, så også det har datteren i Bælum haft fornøjelse af. Det var derfor ikke underligt hele familien, der blev kaldt sammen før jul for at fejre det nye vand. - De første dage skulle man godt nok lige tage mod til sig og lugte til det, før man turde drikke det, indrømmer Arne Jakobsen.