EMNER

Endelig ro i pensionistforening

Nu kan kræfterne igen bruges konstruktivt efter et år med ævl og kævl

Til den ekstraordinære generalforsamling i Skørping Pensionistforening i november kunne formand Agnes Jensen glæde sig over, at et mistillidsvotum til hendes bestyrelse blev stemt ned. Og at bestyrelsen igen blev fuldtallig. Siden har roen sænket sig over den hårdt prøvede forening.arkivfoto: grete dahl

Til den ekstraordinære generalforsamling i Skørping Pensionistforening i november kunne formand Agnes Jensen glæde sig over, at et mistillidsvotum til hendes bestyrelse blev stemt ned. Og at bestyrelsen igen blev fuldtallig. Siden har roen sænket sig over den hårdt prøvede forening.arkivfoto: grete dahl

SKØRPING:Roen lader til endeligt at have indfundet sig i Skørping Pensionistforening. Efter et år med ævl og kævl, mistillid og forsøg på at vælte bestyrelsen kan en fuldtallig bestyrelse forhåbentlig se frem til noget mere rolige arbejdsbetingelser i 2008. - Jeg tror, at der er faldet ro over foreningen. De folk, der skabte ballede har meldt sig ud af foreningen og har forholdt sig i ro siden vores ekstraordinære generalforsamling, siger formand Agnes Jensen. På den ekstraordinære generalforsamling forsøgte den tidligere bestyrelse at vælte den siddende med et mistillidsvotum. Det blev stemt ned efter en heftig debat. Utilfredse meldt ud De utilfredse medlemmer har taget konsekvensen og meldt sig ud af foreningen. - Det betyder, at de heller ikke skal med til vores generalforsamling i slutningen af februar. Så nu må vi håbe, at vi kan få lov til at bruge vores kræfter på at lave nogle spændende arrangementer for medlemmerne og på arbejdet i bestyrelsen, siger en glad Agnes Jensen. Efter et par måneder med kun to aktive i bestyrelsen blev denne fuldtallig efter den dramatiske ekstraordinære generalforsamling i november. - Det er rigtig dejligt. Der er virkelig blevet valgt nogle gode folk ind i bestyrelsen, der går til arbejdet med stort engagement. Arbejdet fungerer rigtig godt, så det glæder jeg mig over, siger Agnes Jensen. Ferie i januar Efter det store julespil i foreningen i december har bestyrelsen besluttet at holde ferie i januar måned. - Vi trænger til lige at puste ud efter en meget turbulent tid, som formanden siger. Men så skal der gang i arbejdet igen. - Vi vil forsøge at samarbejde med en eller flere af de andre foreninger i området om nogle af vores arrangementer. Det kan være svært at få tilslutning til de forskellige ting, fordi der sker så meget i byen. Det er jo dejligt, men måske kan der laves nogle fælles arrangementer en gang imellem, siger Agnes Jensen. Isshow i Herning Problemerne ser ud til at være fortid, og bestyrelsen vil snarligt tage fat på arbejdet med at planlægge arrangementerne for resten af året. Dog ligger det allerede fast, at en af turene går til det store isshow i Herning i marts. Foreningen har allerede sikret sig billetter, der snart kommer til salg.

Forsiden