EMNER

Endelig sognegård i Nørhalne

Byens borgere strømmede til, da sognegården blev indviet

NØRHALNE:Byen har aldrig før haft sin egen sognegård, og da den endelig var en realitet, blev det fejret med andagt af biskoppen, en strøm af gaver, et festfyrværkeri og et ta selv bord med 20 kilo ost. Biskoppen ankom efter en gudstjeneste med to barnedåb og nadver og måtte holde sin indvielse for de godt 100 mest ihærdige borgere, mens resten måtte vente i de andre lokaler. De travle mennesker i køkkenet havde sørget for mad til 300 mennesker og i løbet af eftermiddagen skulle det vise sig, at de ikke tog helt fejl. Borgerne strømmede til og i mængden af mennesker og blomster til gården kunne sognets tidligere præst, Kristian Gaggesgaard, glad se til. - Det er dejligt at stå her. Det er snart 100 år siden, at jeg talte om det første gang, og pludseligt et ønske om det og nu er den her. For præsten er det en naturlig ting, at også Nørhalne skulle have en sognegård, selvom kirken ligger i Biersted. - Nørhalne skal også have et kirkeligt samlingssted, når alle de andre har det, siger han og tilføjer sin glæde over husets mange muligheder. - Jeg er glad for, at det er mere i retning af et multihus, hvor folk føler sig velkomne, siger han. Og sognegården har netop karakter af et multihus. Således vil en del af den blive brugt af FDF spejderne, ligesom konfirmanderne nu skal vænne sig til at bruge sognegården i deres egen by. Sognegårdsudvalgets formand, Knud Erik Kristensen, kunne ånde lettet op, da huset endeligt skulle indvies, og det er da også en af de mest opløftende ting ved huset. - Nu kan vi have aktiviteter, som for eksempel konfirmandforberedelse, hele tiden. Vi får flere muligheder for flere aktiviteter også for pensionister. Formanden slår dog fast, at sognegården ikke kun vil gavne borgerne i Nørhalne. Hele sognet vil mærke forandringen. - Vi vil gerne gøre et stykke arbejde for det kirkelige i Nørhalne og Biersted. Fremover har vi otte til ti arrangementer om måneden istedet for fire til seks, siger han. Arbejdet med den sognegården har stået på siden 1997, og formanden er selvsagt godt tilfreds med, at den endeligt står klar. - Det har taget tid, men vi fik den bedste beliggenhed, og her har vi også plads til FDF'erne, fortæller han. Nørhalne hører under Biersted sogn, og Knud erik Kristensen lægger ikke skjul på, at borgerne i Nørjhalne har haft brug for et eget samlingspunkt. - Det hedder Biersted Sogn, og herfra har vi fem kilometer op ad bakke, forklarer han. Når nu sognebørnene ikke skal så langt, er det hans håb, at flere vil involvere sig i det kirkelige arbejde.