Lokalpolitik

Endelig sommer hele året

Aase og Per Storch havde planlagt flytning til sommerhuset nøje. Alligevel gik de i en fælde. Per Storch var lidt for ung

LYNGSÅ:Der er langt til naboerne hos Aase og Per Storch og når nattehimlen viser sig fra sin bedste side, lyser stjernerne så klart, at de næsten er inden for rækkevidde. Parret bor i sommerhus ved Lyngså, få minutters kørsel fra dets tidligere hjem gennem 36 år i Sæby, og flytningen var nøje planlagt. Sommerhuset på den store, træklædte grund blev købt i 1986, så den del af formalia var i orden, da huset i Sæby blev solgt og Aase Storch stoppede sit arbejde gennem næsten 25 år som dagplejemor. Også Per Storch havde sagt farvel til det, der hed Jydsk Telefon, da han begyndte sit arbejdsliv med at automatisere de små telefoncentraler såsom i Hundelev. Derfor lod de med god samvittighed sommeren glide mod vinter i de naturskønne omgivelser nær Kattegat. Men en dag kom der et brev. Det var en reaktion fra Sæby Kommune på, at parret havde meldt adresseflytning til folkeregistret. Hov-hov, venner. I må ikke bo fast i sommerhuset, stod der. For efterlønner Per Storch fylder først 60 i år og det runde tal er det magiske. Det var ikke faldet parret ind, at det havde gjort noget forkert. Det havde jo ejet sommerhuset i mange flere år end de otte, som loven foreskriver. Postbudet kom igen Nu hører Aase og Per Storch til de talrige danskere, der vil have orden i tingene. I stedet for at oprette en proforma adresse hos et familiemedlem i Frederikshavn Kommune, søgte de dispensation. Men postbudet kom igen. Denne gang med to anbefalede breve, et til hver, med løfter om dagbøder, hvis de blev boende i sommerhusområdet. Selv om Per Storch i princippet mener, at regler og love er til for at blive overholdt, kneb det med forståelsen. Det hele handlede nemlig kun om tilladelse til at bo i huset her i vinter. Efter 1. april kan de som alle andre bruge deres fritidshus lige så tosset, som de vil. Og inden næste vinter har han rundet de 60 år og har dermed vokset sig lovlig. Han greb telefonen, ringede til teknisk forvaltning og videre til Sæbys borgmester - og blev hørt. Tilladelsen blev givet og nattesøvnen normaliseret. - Men det var en psykisk belastning. Vi ville aldrig have solgt huset i Sæby og jeg ville ikke være stoppet med dagpleje, hvis vi havde vidst, der ville komme problemer, siger Aase Storch. Derfor opfordrer hun alle, der drømmer om et otium i deres sommerhuse, til at undersøge reglerne grundigt. Også selv om de tror, de kender dem. Palisanderskænken Aase Storch har mere, som andre skal gøre sig klart. Eksempelvis det jordiske gods. De færreste sommerhuse kan rumme alt det habengut, som et langt liv i et hus med børn og børnebørn gemmer. - Vi måtte skille os af med meget, for der var jo møbler i sommerhuset i forvejen. Vi kom fra 141 kvm til små 100 her. I Sæby havde vi både spisestue, dagligstue og udestue og alle de møbler er der selvfølgelig ikke plads til her. Vi lod børnene tage, hvad de ville have, og resten gav vi til loppemarkeder og Blå Kors til hjælp til rumænske børn. Vi havde en stor palisanderskænk, som vi fik, da vi blev gift. Den fylder meget og en svoger købte den af os engang og tog den med til Grønland. Men da han ikke havde plads mere, fik vi den hjem igen og vi var meget glade for den. Ingen af vores børn ville have den, for unge vil ikke have palisander, så den er væk. Vi havde også mange flere bøger, end vi har plads til nu. Vi skilte os af med alle bogklubbøgerne, for skulle vi få lyst til at læse den slags igen, er de nemme at få fat i. De er altid på loppemarkeder, fortæller parret. Et stort spisestel fra Per Storchs mor overlevede sorteringen, men spørgsmålet er hvor længe. Aase Storch har sit eget og svigermors er ikke i brug. Aase Storch siger også, at livet i et sommerhusområde ikke er den rene idyl. De er afhængige af bilen og tager hyppigt af sted hver for sig. Det kræver lidt planlægning. Men at der er halvanden kilometer til købmanden. Det har aldrig været et problem. - Nogle vil måske synes, det må være ensomt at bo her. Her er meget mørkt om vinteren, men vi nyder det og har ikke fortrudt beslutningen en eneste gang, siger hun. En dag spurgte en veninde, om hun da ikke var bange i mørket. Og netop den aften skulle hun hjem til et tomt sommerhus. - Det er den eneste gang, jeg har tænkt tanken, at der kunne være nogen her, så jeg kiggede mig godt om, inden jeg låste mig ind. Travl hverdag Selv om livet er nemmere - og varmeregningen mange tusind kroner billigere - i sommerhuset, har parret en hverdag, der ligner tiden i Sæby. Hvis man lige ser bort fra arbejdet. Både Aase Storch og hendes mand er særdeles aktive i foreningsliv, som bedsteforældre til tre, i kortklubben, med slægtsforskning og alt muligt andet. Aase Storch er også præsident for den internationale serviceorganisation CIVITAN og formand for grundejerforeningen. Listen med interesser er så lang, at det forekommer ufatteligt, de nogensinde har haft stunder til at arbejde. For hvis man lige ser bort fra, at Per Storch terper med lektierne for at få jagttegn og Aase Storch er blevet computerfreak, er det de gamle fornøjelser, der fylder dagene. Nærheden til familie, venner og gamle kolleger gør, at de ses tit. Men gæsterne skal ikke vente at blive budt på overnatning. De gamle køjerum er inddraget til en hule til hver, en skillevæg er væltet, så der er plads til et godt badeværelse med vaskemaskine og et nyt køkken står på ønskesedlen. Det er bevidst, at der ikke er gæsteværelser, for hvorfor have rum, der kun anvendes et par gange om året, når de selv har brug for pladsen? Desuden varer det ikke mange øjeblikke at køre til Sæby. Der er ti kilometer.