Hjernesygdomme

- Endelig var der hjælp at få

Artikel i NORDJYSKE har hjulpet ménière-patienter

FREDERIKSHAVN:Lene Højbjergs datter havde lige fået en blodprop og på arbedet var der meget at se til. Der ud over led Lene Højbjerg af sygdommen ménière, hvilket indebar af hun af og til blev meget svimmel og at hun hele tiden havde hovedpine. Kort sagt: Alt var bare galt og uoverskueligt, da Lene Højbjergs chef sagde, at hun da vist trængte til et par fridage. - Ja, mon ikke, svarede Lene Højbjerg - og som et lyn fra en klar himmel faldt hun om. Bum. Lene Højbjergs ménière var blevet værre, og efterfølgende kastede hun op i mellem fire og seks timer i træk. Sveden piblede frem, hun kunne ikke se, hun kunne ikke høre, hun kunne ikke gå. Kun kunne hun ligge stille i sin seng. Ved bare det mindste blink med øjnene væltede verden igen, og hun kastede op. Hovedpinen var kraftig og konstant. Den var der hele tiden. Forværrelsen af sygdommen betød, at Lene Højbjerg var sygemeldt i halvandet år fra sit arbejde som kontorassistent på Flådestation Frederikshavn. I den tid gennemgik hun blandt andet to operationer i øret, og det hjalp på den måde, at hun ikke længere faldt om. Men hovedpinen og angsten var der stadig. Den 4. august i år lagde Lene Højbjergs to døtre et eksemplar af NORDJYSKE foran hende. - Kære mor. Du skal læse dette. Og her var en artikel om Liva Knap, som også lider af ménière, men som harlært af beherske sygdommen, og som nu startede kurser for andre ménièrepatienter. - Jeg græd, da jeg havde læst artiklen. Livas historie var som at læse om mig selv, siger Lene Højbjerg. Lene Højbjerg greb straks telefonrøret og ringede til Liva. - Det var så befriende at tale med en anden, som kunne sættes sig ind i, hvordan jeg har det, siger hun. - Vi græd og vi lo, og jeg meldte mig til kurset, hvor jeg efterfølgende har lært afspændings- og massage-øvelser af afspæningspædagogen, Bjarne Severinsen. Og i dag har jeg slet ikke ondt i hovedet. Det er helt utroligt, siger den i dag 57-årige Lene Højbjerg. Lene Højbjerg er ikke den eneste, som har fået hjælp af Liva Knap og Bjarne Severinsen, som i samarbejdet med Ménière og Tinnitus Foreningen afholder kurser for ménière- og tinnituspatienter. - Det er helt utroligt, men det er faktisk lykkedes at stable hele tre hold på benene med hver syv deltagere. Og så er der endda også nogle på venteliste, siger Liva Knap. Hun lover dog, at alle vil få hjælp, og hun opfordrer endnu flere til at melde sig. - Man kan lære sig teknikker, så man for eksempel kan slippe af med hovedpine. Men det hjælper også meget at tale med andre, som lider af samme sygdomme, siger hun.