Aalborg

Endelig

Vi havde næsten helt glemt, hvordan det er, når solen åbner for varmestrålerne og banker sommerpulsen ned over ferielandet, der straks bliver invaderet af horder, horder og endnu flere horder af turister, sopperister, bilister og solister.

Af uendelige mængder forladte badetøfler, g-strengede bikinibagdele, svedne skuldre og tilsandede vandflasker. Og vi havde helt glemt, hvor lang tid, det egentlig tager at komme til stranden, når alle andre har fået den samme fortrinlige ide. Og glemt, at køkultur og tålmodighed er nogenlunde proportional med temperaturstigningen. Men - så må vi ikke glemme - at der er rigeligt at kigge på, når man alligevel holder i en kø, der slanger sig møjsommeligt ned mod det forjættede vand. Og vi må slet ikke glemme, at livet er herligt sådan en dag. Som den i går. I Blokhus og i resten af det ganske nordjyske ferieland. Og vejret holder...