Skattepolitik

Endeløst vrøvl

3.4. konkluderer Morten Windfeldt Nielsen på baggrund af en bekendts regnestykke, at Liberal Alliances økonomiske plan halter. Normalt skal man høre sandheden fra venner, men jeg er nødt til at gøre M.W.N. opmærksom på, at han i denne sammenhæng er blevet fejlinformeret på det groveste. Sagen er nemlig den, at Liberal Alliances plan er beregnet ved hjælp af det økonomiske beregningsværktøj DREAM - det samme som de økonomiske vismænd blandt andet anvender.

Vores plan indebærer, at skatten skal sættes ned til maks. 40 procent, hvilket både vil skabe vækst og arbejdspladser, samtidig med at danskerne får flere penge mellem hænderne. Danmark har i dag verdens højeste skattetryk, men vi er samtidig et af de OECD-lande med den laveste vækst. De to ting hænger unægtelig sammen, og derfor er vi nødt til at sænke skatten, hvis Danmark skal blive et rigere land. I forhold til at mindske den offentlige sektor med 40.000 ansatte, så fremfører M.W.N. endnu en gang påstanden om, at det vil betyde fyringer. Denne påstand er lige så forkert, som sidste gang M.W.N. fremsatte den her i avisen. Når vi vil mindske den offentlige sektor, skal det udelukkende ske ved naturlig afgang - når folk går på pension, skifter job etc. - så vi på den måde kommer tilbage til samme niveau som under Nyrup. Igennem to år er der blevet skudt forkerte påstande om Liberal Alliance af sted fra Fredensvej 11, hvor M.W.N. holder til. I mellemtiden er Danmark blot blevet fattigere, nye skatter og afgifter er kommet til, og arbejdspladserne er blevet færre. Denne udvikling kan tilskrives verdens højeste skattetryk og et eskalerende forbrug i den offentlige sektor. Hvis M.W.N. kaster et blik på virkeligheden, vil han dermed også kunne se, at der er behov for lavere skatter og en mindre offentlig sektor.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden