Endnu bedre billed-behandler

Photoshop Elements 5 er et hit til både begyndere og entusiaster. De mest almindelige billedfejl kan rettes med et enkelt klik.

Den populære ”hjemmeudgave” af det professionelle Photoshop-program kombinerer enkel betjening med overraskende stærke funktioner.
EMNER 6. marts 2007 21:26

Der er ingen grund til at finde sig i røde øjne, skumle skygger og flade farver. I pc’ens digitale mørkekammer kan fejlene rettes med et par museklik. Og det bliver næppe nemmere end med Photoshop Elements 5. Faktisk kan de mest almindelige billedfejl rettes med et enkelt klik. Skrå horisonter og andre skævheder rettes ud ved simpelthen at slå en streg langs det, der burde være lige. Et nyt filter retter op på geometrisk forvrængning fra kameraets linse, men vi savner stadig et filter til fjernelse af de lilla misfarvninger, der ofte opstår langs kontrastfyldte konturer. Markeringspenslen, som blev introduceret i sidste version, gør det let at klippe enkelt-motiver ud af billeder, så de efterfølgende kan klistres ind i andre sammenhænge. Og den nye funktion til justering af farvekurver giver forbedret kontrol, selv om den ikke er lige så omfattende som i Photoshop. Generelt er her højt til loftet - hvad enten man finpudser sine billeder med diskrete rettelser - eller leger med mere dramatiske effekter. Udover selve billedbehandlingen hjælper programmet dig med at holde styr på billederne og dele dem med andre. Også på nettet hvor man nu kan lave flotte web-gallerier i flash-format. Billedbiblioteket er endda udvidet med et kort, så man også kan holde styr på, hvor hvert foto er taget. Men inden man kaster sig over dette projekt, bør man enten have et kamera med gps-funktion - eller usædvanlig meget fritid. Den fleksible brugerflade tilpasses let din smag og skærmstørrelse, og her er masser af skærm-hjælp. Men det er for dårligt, at programmet ikke er oversat til dansk. At det findes i en svensk udgave, betragter vi som en skærpende omstændighed. Bortset fra det er Photoshop Elements 5 en glimrende billedbehandler, der både vil tilfredsstille ambitiøse begyndere og erfarne entusiaster.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...