Endnu en anholdt for skud mod butik i Sæby
En 43-årig mand er varetægtsfængslet for at have skudt med haglgevær mod butik i Sæby
Opdateret kl. 14:50
SÆBY: Endnu en mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have skudt med et oversavet jagtgevær mod en butik i Sæby. Der er tale om en 43-årig mand, som politiet har ledt efter siden 30. maj, hvor en 27-årig formodet medgerningsmand blev anholdt.
Politiet blev alarmeret mandag 29. maj, da indehaverne af Torvets Kaffe & Chokolade på Grønnegade i Sæby fandt skudhuller i butikkens facadevindue. Den efterfølgende efterforskning ledte hurtigt politiet på sporet af to mulige gerningsmænd, hvor den ene - den 27-årige - blev anholdt dagen efter.
Nu har politiet så fundet frem til den anden formodede gerningsmand, som er blevet varetægtsfængslet frem til 28. juni, hvor varetægtsfængslingen for den 27-årige også udløber, oplyser anklager Emil Stenbygaard.
Erkender delvist
Både grundlovsforhøret mod den 27-årige og den 43-årige mand har været holdt for lukkede døre, selvom de to mænd delvist har erkendt deres rolle i skudsagen.
Den 27-årige har erkendt, at han har affyret skud, og mandag erkendte den 43-årige at have været til stede, men han afviser at have affyret skuddene, oplyser Emil Stenbyggard.
Politiet mangler dog stadig gerningsvåbenet, og det er grunden til, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, forklarer anklageren.
Lovstramning tre dage før
De to mænd er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 192a om ulovlig våbenbesiddelse. Det var netop den paragraf, som folketinget strammede blot tre dage inden, mændene angiveligt skød mod butikken i Sæby.
Derfor kan skudepisoden blive meget dyr for de to sigtede. Efter lovstramningen er minimumsstraffen for overtrædelse af netop den paragraf i straffeloven minimum to års fængsel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.