Endnu en centerchef er fratrådt
REBILD: Rebild Kommune har sagt farvel til endnu en centerchef.
Det drejer sig om Rasmus Simonsen, Center Pleje Omsorg.
Det oplyser kommunaldirektør Jes Lunde.
- Lige nu varetages hans arbejdsområder af direktør Anne Krøjer, men vi vil så hurtigt som muligt konstituere en stedfortræder og opslå stillingen ledig, siger Jes Lunde.
Han regner dog ikke med, at chefstillingen kan besættes før 1. juli, muligvis først til august.
Rasmus Simonsen (42) blev ansat som centerchef i november 2013 og kom fra en stilling som sekretariatschef for social- og sundhedsområdet i Favrskov Kommune.
Tidligere var han ansat i Region Nordjylland i 10 år.
Rasmus Simonsen afløste Annette Grimnitz, der efter kun et halvt års ansættelse i Rebild vendte tilbage til sit tidligere job hos BDO Revision.
Center Pleje og Omsorg omfatter ældreområdet og kommunens boformer for handicappede.
Centret har ca. 900 medarbejdere og er med et budget på ca. 300 mio. kr. kommunens største afdeling.
Rasmus Simonsen har været sygemeldt i en periode forud for aftalen om fratrædelse.
Det er ikke lykkedes at få yderligere kommentarer til fratrædelsen fra Rasmus Simonsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.