Endnu en dag uden børnepasning

Stort flertal for at fortsætte strejke

Aalborg 10. september 2002 08:00

AALBORG: Det tyder ikke på, at de strejkende pædagoger og pædagogmedhjælpere har tænkt sig at gå på arbejde lige med det samme. I går besluttede et overvældende flertal under et møde i Gigantium at fortsætte strejken, der blev indledt onsdag i sidste uge. Afstemningen var skriftlig, for ikke at nogen skulle føle sig presset, men alligevel stemte 1528 af deltagerne i mødet for at forsætte, mens 262 ville gå i arbejde. 65 undlod at stemme. - Vi tror politikerne er pressede af det her, konstaterer talsmanden Per Rishøj. - Når vi fortsætter, er det fordi, vi tror, vi kan få noget ud af det. Hvis politikerne bare kører det her igennem, så tror jeg, de skyder sig selv i foden. Vi er jo også vælgere. Efter dagens møde i Gigantium er det planen, at de strejkende pædagoger og pædagogmedhjælpere går i demonstration gennem byen med start fra Skipper Clement Seminariet på Hobrovej. Målet for demonstrationen er Gl. Torv, hvor også de strejkende lærere vil slutte sig til. Musikeren Allan Olsen har sagt ja til at optræde ved et støttearrangement, så der kan komme nogle penge i kassen til de strejkende. Arrangementet begynder på Gl. Torv kl. 16. Udover at de mister løn for tiden, kan de strejkende også se frem til at blive idømt en bod. - Det, at vi fortsætter på trods af det, viser bare, hvor meget vi mener det her. Det er ikke for sjov skyld, siger Per Rishøj.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...