Endnu en knallert stjålet fra sønnen

Nørresundby 26. september 2002 08:00

TYVERI: 14.september blev min søns knallert stjålet på Teknisk Skole i Nørresundby. Det var den anden knallert, han har fået stjålet. Den første købte han i august sidste år for 15.000 kroner Den blev stjålet i maj. Da han ikke kun undvære en knallert, lånte jeg ham 10.000 kroner til en anden brugt. Nu skylder han ca. 20.000 kroner, som han betaler med 500 kroner om måneden. Han går i skole og har fritidsjob og har ingen knallert, bare en gammel cykel. Til tyveknægtene vil jeg sige: Nyd turene til jeres bistandshjælp. Med jeres moral kan jeg ikke tro, at I har job. I har sikkert fået et knæk som små ved enten at blive lagt til det forkerte bryst eller tørret bagi med en kold klud, så det er selvfølgelig ikke jeres skyld, at I er blevet, som I er, næh, det er samfundets. Hvis der er nogle, der kender til dette, det drejer sig om en P.G. O. Dr. Big og en Suzuki Street Magic, er der dusør for oplysninger, især hvis der følger navn og adresse med på de pågældende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...