Endnu en lille nisse rejst fra Hvalpsund

I alt er tre meterhøje nisser nu på mystisk vis forsvundet fra færgebyen - senest natten mellem torsdag og fredag

Værkstedsleder Rikke Skadhauge og en af hendes elever, Mikael Lynge Nielsen - omgivet af nogle af  Hvalpsund-nisserne, mens de endnu alle var i god behold. Nu er tre af nisserne sporløst forsvundet - og nok ikke bare til Stormogulens land... Arkivfoto <i>Michael Bygballe</i>

Værkstedsleder Rikke Skadhauge og en af hendes elever, Mikael Lynge Nielsen - omgivet af nogle af Hvalpsund-nisserne, mens de endnu alle var i god behold. Nu er tre af nisserne sporløst forsvundet - og nok ikke bare til Stormogulens land... Arkivfoto Michael Bygballe

HVALPSUND:- Enten må der vel være nogen, som har set sig gale på os - eller også synes de bare, at nisserne er så sjove, at de gerne vil have én stående hjemme hos sig selv.

- Under alle omstændigheder er det da lidt ”Øv”, at vore nisser ikke bare kan få lov at blive stående i fred, konstaterer værkstedsleder Rikke Skadhauge, Kongshøjgård, efter at endnu en fortællelysten nisse natten mellem torsdag og fredag forlod sin ellers faste nisse-bastion i Hvalpsund.

I alt er der til dato forsvundet tre af de 25 nisser, som ellers skulle have været med til at sprede julehygge i færgebyen frem mod den 24. december.

Den første nisse forduftede 23. november sidst på dagen - i den weekend, hvor der var Gammel Jul på Hessel.

Nogle dage senere forsvandt nissen, som stod posteret ved indkørslen til Hvalpsund Golfklub, og senest har ukendte nissetyve nu været på spil ud for Bredsgaard Byg - lige omkring byskiltet.

- Nissen var der med sikkerhed torsdag aften kl. 23, da jeg kørte forbi, men kl. 7.15 fredag morgen var den pist væk, bemærker en - naturligt nok - noget ærgerlig Rikke Skadhauge.

Hun og eleverne på produktionsskolen Kongshøjgård har ellers gennem de seneste par år lagt et stort arbejde i at forsyne Hvalpsund med nisser - først 14 i 2013 og siden yderligere ti i 2014.

- Ikke bare har vi lagt megen energi i at fremstille, ideudvikle, opsætte, opbevare og beskytte nisserne.

- Meget af arbejdet har også bestået i at invitere fortællere på kaffe, koordinere og få forskellige personer i Hvalpsund og omegn til at indtale deres egne personlige julehistorier, fortæller Rikke Skadhauge.

Samtlige nisser i Hvalpsund er op til julen 2014 blevet forsynet med spritnye julefortællinger i form af tegninger, digte, nisseeventyr eller jule-erindringer.

Bostedet Lounsgården har eksempelvis bidraget med én tegning og to jule-historier, og derudover spænder feltet af bidragydere lige fra børn i 10 års-alderen til pensionister i 70erne.

Historierne optræder både i plancheform - og som QR-koder, der kan scannes med en smartphone - og vil man læse alle historierne på én gang kan man nu også finde dem på Hvalpsunds hjemmeside på internettet.

Helt gået til spilde er jule-historierne således ikke - men derfor er det da alligevel kreperligt, at onde nå-såere - eller hvem det mon ellers kan være - ikke bare har kunnet lade nisserne i Hvalpsund stå i fred.

Nisserne i færgebyen er vel at mærke alle mellem 85 centimeter og 1 meter i højden - så de bliver ikke bare væk af sig selv.....

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden