Endnu en lussing: Danskerne dumper Løkkes lederevner

Venstreformanden får dumpekarakter i ny A4-undersøgelse. Selv V-vælgerne foretrækker andre partiledere.

Midt under Lars Løkke Rasmussens hidtil værste stormvejr giver vælgerne Venstres formand en gevaldig syngende lussing.

I en undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, er 1256 danskere blevet bedt om at dele karakterer ud til partilederne, som hver især bedømmes på deres evne til at forvalte deres embede og være en dygtig, troværdig politiker.

Karaktererne gives efter syv-trinskalaen, hvor 12 gives for den fremragende præstation og -3 for den helt uacceptable præstation.

Med en gennemsnitskarakter på kun 1,9 havner Venstres formand ifølge Ugebrevet A4 på en absolut sidsteplads. Dermed ligger Løkke under dumpegrænsen, der går ved karakteren 02.

Tre ud af 10 danskere giver Lars Løkke Rasmussen -3, der gives for den uacceptable, ringe præstation. 14 procent giver ham karakteren 00 for den utilstrækkelige præstation, mens yderligere 14 procent lader ham slippe med 02.

Undersøgelsen viser desuden, at Venstreformanden ikke får megen opbakning hos sine egne vælgere.

Blandt de 292 vælgere, der stemte på Venstre ved det seneste folketingsvalg, får han kun 5,0 i gennemsnitskarakter. Så sent som i december 2013 hentede Løkke ellers en gennemsnitskarakter i sit eget bagland på 7,3.

Men hvad endnu værre er, at Venstres vælgere tilsyneladende har større fidus til flere af de andre partiledere.

DF's Kristian Thulesen Dahl lander på et karaktergennemsnit på 9,1 blandt Venstres vælgere, mens Margrethe Vestager får 6,6.

Som borgerlig statsministerkandidat pynter det heller ikke, at Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, med 5,7 scorer en højere gennemsnitskarakter hos Løkkes egne vælgere.

Selv Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen bedømmes blandt Venstre-vælgerne til at være en bedre partileder end deres egen. Hun får en gennemsnitskarakter på 5,6 af Venstre-vælgerne sammenlignet med Løkkes 5,0.

A4's undersøgelse kommer samme dag, som Venstre i flere meningsmålinger får massive vælgerlussinger.

I en Epinion-måling foretaget for DR får Venstre 20,1 procent af stemmerne, mens en Voxmetermåling foretaget for Ritzau viser 21,2 procents opbakning til partiet. I en måling fra Megafon foretaget for Politiken og TV 2 står Venstre imidlertid kun 14,5 procent af stemmerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.