Politi: Drab på teenager blev planlagt i månedsvis

En 18-årig mand blev dræbt af skud i Ladegårdsparken i Holbæk i april 2019. Fire personer er fængslet i sagen.

Indtil videre er tre mænd og en kvinde fængslet i sagen om drabet på en 18-årig mand i Holbæk. Ifølge politiet blev offeret lokket i baghold, og drabet var planlagt gennem længere tid.(Arkivfoto)

Indtil videre er tre mænd og en kvinde fængslet i sagen om drabet på en 18-årig mand i Holbæk. Ifølge politiet blev offeret lokket i baghold, og drabet var planlagt gennem længere tid.(Arkivfoto)

KØBENHAVN:Om aftenen den 28. april sidste år blev den 18-årige Zobair Saidi ramt af fem skud i hovedet og på kroppen ved bebyggelsen Ladegårdsparken i Holbæk.

Godt et år efter drabet har politiet tilsyneladende fået et gennembrud i sagen.

I den seneste tid er to mænd og en kvinde blevet varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, og tirsdag blev endnu en mand fremstillet i grundlovsforhør.

Den 28-årige mand fra Nordvestsjælland blev anholdt mandag.

- Han er sigtet for at have deltaget i planlægningen af drabet, sagde anklager Anja Lund Liin tidligere til Ritzau.

De tre personer, der allerede var varetægtsfængslet i sagen, er en 20-årig kvinde, en 27-årig mand og en 25-årig mand.

Alle tre fængslinger udløb tirsdag.

- En dommer har i formiddag besluttet, at de tre skal være varetægtsfængslet i yderligere fire uger, sagde anklager Anja Lund Liin tidligere tirsdag.

Tirsdag eftermiddag har en dommer så besluttet, at den 28-årige også skal være varetægtsfængslet i fire uger.

Ifølge det regionale medie sn.dk, der var til stede ved grundlovsforhøret, kom det frem, at drabet på Zobair Saidi efter politiets opfattelse har været planlagt i månedsvis.

I perioden fra efteråret 2018 og frem til drabet i april 2019, holdt den 28-årige flere møder med en 27-åirge mand, hvor drabet er blevet planlagt, lyder politiets sigtelse ifølge sn.dk.

Desuden skal også den 25-årige mand, der er sigtet og fængslet for at affyre de fem revolverskud mod Saidi, ifølge sigtelsen mod den 28-årige "til dels" have deltaget i mødeaktiviteten forud for drabet, skriver sn.dk.

Med de nye oplysninger fra tirsdagens grundlovsforhør, om at drabet tilsyneladende har været planlagt i månedsvis, styrkes indtrykket af, at der var tale om en ren likvidering af Saidi.

Tidligere er det kommet frem, at han efter politiets opfattelse blev lokket i en fælde.

Den 26. april skulle en af de nu anholdte have aftalt med Saidi, at han skulle møde op et bestemt sted i Ladegårdsparken for at få en klump hash.

Men noget gik galt, og Saidi dukkede ikke op.

De aftalte et nyt møde, og da Saidi to dage senere ved 22-tiden mødte op ved Ladegårdsparken Vest 135, blev han dræbt med flere skud.

Skuddene blev affyret med en revolver på kort afstand.

Allerede i den tidlige fase af efterforskningen fandt politiet frem til en mistænkt. En dengang 24-årig mand blev således i begyndelsen af maj 2019 pågrebet og varetægtsfængslet i drabssagen.

Han var fængslet indtil august, hvor anklagemyndigheden vurderede, at der ikke længere var grundlag for at holde på ham, og han blev løsladt.

Sigtelsen blev dog opretholdt, og i april blev manden - der nu er 25 år - varetægtsfængslet igen.

Ved tirsdagens grundlovsforhør meddelte den 28-årige gennem sin beskikkede forsvarer, advokat Mads Kramme, at han nægter sig skyldig, skriver sn.dk.

De tre andre fængslede i sagen nægter sig også skyldige.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.