Endnu fire mistænkelige pakker fundet i USA

Endnu fire mistænkelige pakker er fundet fredag. De er blandt andet sendt til to senatorer og en milliardær.

Endnu fire personer har fredag modtaget mistænkelige pakker.

Senest drejer det sig om den demokratiske senator Kamala Harris. Hun har modtaget en mistænkelig pakke, som myndighederne i byen Sacramento i delstaten Californien er ved at undersøge, oplyser Harris' kontor.

Samtidig er en mistænkelig pakke sendt til den amerikanske milliardær Tom Steyer, skriver CNN.

Tom Steyer støtter Demokraterne og har tidligere opfordret til, at der skal indledes en rigsretssag mod USA's præsident, Donald Trump.

Fredag kom det også frem, at der var blevet fundet to mistænkelige pakker, som var stilet til den demokratiske senator Cory Booker fra New Jersey og til James Clapper, tidligere direktør for det amerikanske efterretningsvæsen. Det oplyser FBI.

To af pakkerne er magen til ti andre mistænkelige pakker, som har indeholdt rørbomber, og som har været adresseret til markante kritikere af præsident Donald Trump.

Det er dog endnu uvist, om pakkerne til Tom Steyer og Kamala Harris ligner dem, man tidligere har fundet.

Pakken, som var stilet til Cory Booker, blev fundet på et postcenter i Opa-Locka, nær Miami, Florida. Det oplyser FBI i et tweet.

Pakke til James Clapper var adresseret til Clapper og sendt til CNN, oplyser tv-stationen.

Blandt de fremtrædende demokrater, som har været tiltænkt en pakke med en rørbombe, er tidligere præsident Barack Obama, Hillary Clinton, tidligere justitsminister Eric Holder og filantropen George Soros.

Desuden tæller listen over tiltænkte modtagere tidligere vicepræsident Joe Biden, filmskuespilleren Robert De Niro og det demokratiske kongresmedlem Maxine Waters fra Californien.

CNN modtog også en mistænkelig pakke onsdag og evakuerede tv-stationens redaktionslokaler i Time Warner Center på det centrale Manhattan.

Pakken onsdag var adresseret til tidligere CIA-direktør John Brennan, der ofte medvirker i CNN's nyhedsudsendelser.

På et pressemøde fredag fortæller USA's justitsminister, Jeff Sessions, at FBI har anholdt en mand i sagen. Manden er sigtet for fem alvorlige forbrydelser og risikerer op til 58 års fængsel.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, og den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, er blandt de politikere, der har beskrevet pakkebomberne som terrorisme.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst