Endnu en nordjyde i bestyrelsen

Enhedslisten har udpeget deres medlem til Kommunernes Landsforening

Søren Wormslev
Per Clausen (EL) - udpeget af sit parti til bestyrelsen for Kommunernes Landsforening. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Politik 6. februar 2018 16:19

NORDJYLLAND: Når Kommunernes Landsforening om en måned sammensætter sin 17 m/k store bestyrelse for de kommende fire år, kan nordjyske kommunalpolitikere ende med at sætte sig tungere på pladserne end nogen sinde før.

Fordelingen partierne imellem står fast, for den bestemmes af kommunalvalgets udfald. I de fleste partier fastlægger man først definitivt på årsmødets første dag, hvem der skal sidde på deres plads eller pladser i bestyrelsen. Men Enhedslisten har allerede nu udpeget sin repræsentant, og det bliver den 62-årige Per Clausen, der siden 2013 har været medlem af byrådet i Aalborg og desuden i 10 år var medlem af Folketinget.

Per Clausen har i nogle måneder vikarieret i bestyrelsen for sin partifælle Jørgen Kiel fra Svendborg, og nu har partiet altså vedtaget, at Per Clausen permanent skal sidde i KL-bestyrelsen.

Per Clausen siger, at han fra sin plads vil arbejde for at få afsluttet overenskomstforhandlingerne på det kommunale område "på en måde, hvor vi sikrer en fornuftig arbejdstidsaftale med lærerne, medvirker til at give et løft til lavtlønsgrupperne og kvindefagene og stopper de meningsløse angreb på den betalte frokostpause". Senere på året vil han gøre sit til i økonomiforhandlingerne med staten at sikre " kommunerne en økonomi, som gør det muligt at erstatte de forudgående års forringelser og nedskæringer med et løft til velfærden".

Også en anden nordjysk lokalpolitiker er for kort tid siden trådt ind i KL’s bestyrelse, nemlig Rebilds radikale borgmester Leon Sebbelin. Han afløste sin københavnske partifælle Anna Mee Allerslev, da hun kort før kommunalvalget forlod politik.

Leon Sebbelin har meldt sig som kandidat til partiets enlige mandat i bestyrelsen. Eftersom han er den eneste "rigtige" radikale borgmester, skulle hans chancer ikke være så dårlige.

- Men der er ingen, der siger, at det skal være en fuldtidspolitiker, der besætter det radikale mandat. Så intet er givet på forhånd, siger Leon Sebbelin.

For fire år siden blev en enkelt nordjyde valgt ind i KL-bestyrelsen, nemlig Aalborgs socialdemokratiske borgmester, Thomas Kastrup-Larsen. Han er klar til at tage endnu en periode, og i det socialdemokratiske bagland arbejdes der for, at han får følgeskab af Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen. Om det ender med to nordjyske socialdemokrater - og dermed eventuelt tilsammen fire nordjyder - i KL-bestyrelsen, afklares imidlertid først, når kommunalpolitikere fra hele landet 8. og 9. marts mødes i Aalborg Kongres & Kultur Center til topmøde.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...