Lokalpolitik

Endnu en overborgmester må give op

Heller ikke Ritt Bjerregaard kunne tøjle Københavns bystyre, og for en gangs skyld står de store navne ikke i kø for at overtage posten

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Det var mildest talt en tung dansepartner, Ritt Bjerregaard valgte sig, da hun for fire år siden gik ind i kommunalpolitik. Mens hendes partifælle Jan Trøjborg snuppede musikbyen Horsens, som han siden har danset i takt med, så stillede Ritt Bjerregaard op til dans med Københavns Kommune. En kommune, som er berømt og berygtet for sit giftige bystyre, og hvor valgnatten har fået tilnavnet "De lange knives nat", fordi ingen skyr nogle midler i jagten på en borgmesterpost eller lønnet bestyrelsespost. Der er syv borgmesterposter, som alle giver både god løn, repræsentation og bil med chauffør. Derudover har København en række vellønnede bestyrelsesposter til fordeling, men det er ikke kun de mange ben, som gør København til Danmarks grummeste kommunale kampplads. Det er også den tætte beliggenhed til Christiansborg, siger professor i statskundskab Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet. - Der er utrolig bevågenhed på København og en polarisering i valgkampen, som man ikke ser andre steder. Mens Socialdemokrater og Venstrefolk samarbejder på kryds og tværs i langt de fleste andre kommuner, holder man i København fast i de politiske skel, som fastlægges på Christiansborg, siger han. Og for partierne på Christiansborg, er det ikke ligegyldigt, hvem der sidder som overborgmester i landets hovedstad og største by, som siden 1903, hvor malersvend Jens Jensen satte sig i stolen har tilhørt Socialdemokraterne. Overborgmesterposten kan både i løn og prestige let måle sig med en ministerpost. Overborgmesteren er med til Nytårstaffel og ved Folketingets åbning, og derudover er overborgmesteren ofte vært for udenlandske og danske stjerner, når de besøger København til en gang rådhuspandekager. Godt med slinger For fire år siden var København skueplads for en ren kendisvalgkamp. Klaus Bondam kom lige fra Vild med dans, Søren Pind gav den som visesanger og Louise Frevert var berygtet for at give den som lidt af hvert. På den scene trådte Ritt Bjerregaard så ind med årelang erfaring fra ministerposter, Christiansborg og Bruxelles. Selvtillid var der også masser af og hun havde noget at have det i, da hun støvsugede København for stemmer med sloganet "Ingen slinger i valsen" og valgløftet om 5000 boliger til 5000 kroner stykket. Begge dele skulle hurtigt viser sig at være lettere sagt end gjort, og ifølge kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet, så var kimen allerede her lagt til Ritt Bjerregaards fald. - Ritt Bjerregaard kom, så, men sejrede ikke, og det skyldes efter min vurdering, at hun ikke havde forståelse for, hvordan normerne og kulturen er i dansk kommunalpolitik. En af hovedårsagerne til, at hun ikke klarede den er hendes 5000 boliger for 5000 kroner. Det var kontraktpolitik med hende selv i front og det var man ikke klar til i en dansk kommune. En borgmester i enhver anden kommune ville have gjort det helt anderledes, for de kender kulturen. Derfor havde de meldt mindre klart ud og så taget, hvad der var politisk muligt hen ad vejen, siger han og tilføjer, at Ritt Bjerregaard havde vundet ved at være lidt mere 'jysk borgmester'. Svend Auken sagde, at Ritt Bjerregaard havde en evne til at gøre alting til en folkeafstemning om hende selv, og den evne tog hun med til København. Hun kom med alle stemmerne i ryggen, men selvom de var både benovede og bange på rådhuset, så varede det ikke længe, før hendes facon begyndte af skabe problemer. Det fortæller tidligere socialdemokrat - nu medlem af Dansk Folkeparti - Finn Rudaizky, der var en af de første af mange Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen, der forlod partiet. - Det er ikke et spørgsmål om dygtighed eller intelligens, men om hendes menneskelige kvalifikationer, der har givet hende en stor fiasko. Jens Kramer Mikkelsen talte med folk - også dem han ikke lige lavede en aftale med, for han vidste, at der kunne blive brug for samarbejde senere. Ritt Bjerregaard er helt anderledes. Når jeg taler med rengøringspersonale og rådhusbetjente, så fortæller de, at hun ikke engang gider hilse på dem. Hun går lige forbi, og det bliver folk jo sure over, når chefen ikke hilser, siger han. Ifølge kilder på rådhuset er rengøringspersonalet ikke de eneste, der mærkede en ny hård stil. Med Ritt Bjerregaard opstod der langt flere krige mellem økonomiforvaltningen og fagforvaltningerne. Krige og konflikter, som også var med til at tære på det tætte samarbejder mellem Ritt Bjerregaards allierede i SF og De Radikale i en grad så det sidste år endte med, at Ritt Bjerregaard lavede budgetforlig med de borgerlige i stedet for. - Man snakker om, at en borgmester bliver bedømt på, hvordan han eller hun kan skabe opbakning i sin egen gruppe. Der havde Ritt Bjerregaard ikke helt forstået, hvor farligt det er at have fjender i sin egen lejr, siger Ulrik Kjær. En god undskyldning Derfor overraskende det helle ikke voldsomt, da Ritt Bjerregaard meddelte, at hun ikke ville stille op igen. Derimod overraskede begrundelse - at hun ikke kunne lide styreformen, for som flere påpeger, så var der jo den samme styreform, før hun kom til. Set fra professor Kasper Møller Hansens stol er der dog noget om snakken, for det svarer til at Helle Thorning og Villy Søvndal har ministerposter i en borgerlig regering. - Styreformen er helt klar svær at håndtere. Du indgår budget på én måde og risikerer herefter, at den der skal lede forvaltningen er fra den anden fløj. Jeg tror ikke, der er mange, der synes, det er hensigtsmæssigt, men hvis man skal ændre på det, er det det samme som at fjerne de borgerliges borgmesterposter, og det er de naturligvis ikke interesserede i, siger han. Til gengæld ville det gøre det langt mere gennemsigtigt, hvem der har ansvaret, ligesom i andre kommuner. Peter Schlüter, som ud over at være søn af Poul Schlüter også er medlem af Borgerrepræsentationen er enig i kritikken af styreformen. - Borgmestrene forsøger at lave deres egne trygge enklaver, og jeg er helt enig med Ritt i, at man bør nedbryde den nuværende styreform og lave noget, der er mere gennemsigtigt. Det kunne være modellen, hvor flertallet tager alle posterne, som i en regering, for så får du en klar ansvarsfordeling, siger han. Til gengæld ønsker han så, at kommunalpolitikerne begynder at få løn som fuldtidspolitikere, så oppositionen får en reel mulighed for at matche flertallet. Anderledes med Frank J Nu rykker Frank Jensen så ind på det københavnske dansegulv, og han gør alt for ikke at træde på de samme tæer, som Ritt Bjerregaard har trampet rundt på i fire år. Blandt andet er han behændigt gået udenom at opstille konkrete valgløfter, som han kan blive hængt op på efterfølgende a la 'boligsagen', og han har undladt at ride ind på Rådhuspladsen som den nye Ruder Konge. Han har desuden forsøgt at lægge så meget afstand til Ritt Bjerregaard som muligt og indikeret, at han agter at søge det brede samarbejde. På Rådhuset er det faldet i god jord. - Vi har aldrig tidligere set et enevælde, som Ritt forsøgte at skabe. Frank Jensen vil nu danne en modpol, men om han vil føre det ud i livet må vi vente og se, siger Peter Schlüter, der selv forlader kommunalpolitik efter fire turbulente år med interne skænderier i den konservative gruppe. Kasper Møller er overbevist om, at Frank Jensen vil gå langt for at komme ud af Ritt Bjerregaards skygge. - De er meget forskellige personligheder. Han forsøger at være samarbejdets mand, mens Ritt nok mere har været en ledertype, som forsøgte at gå forrest og få de andre til at følge trop, siger han. Blandt medarbejderne i kommunen håber de, at det lykkes Frank Jensen at skabe ro, for de er trætte af fordomme om Københavns giftighed. På den anden side ved de også godt, at København er en tung dame at danse med og at rygtet ikke bliver bedre så længe, der er slinger i valsen.