Endnu en sejr i ”hundehuset”

Bulldogs havde ingen problemer mod Midjylland

Bulldogs har fået en flot start på sæsonen. I weekenden gik det ud over Midtjylland Patriots. arkivfoto
Frederikshavn 10. oktober 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: Bulldogs floorball-herrer i den bedste række fortsætter sejrsstimen på hjemmebanen, ”Hundehuset”. Denne weekend var det Midtjylland Patriots fra Herning, der fik ørerne i maskinen i Abildgårdshallen. Et veloplagt Bulldogshold tog imod, og ”hundene” startede som lyn og torden og satte patrioterne under et gevaldigt pres. Det fremprovokerede flere forsvarsfejl og disse blev prompte udnyttet, så Bulldogs kunne gå fra første periode med en føring på 4-0. Hele kampen blev gennemført med tre kæder. Alle kæder bidrog til scoringerne, men mest iøjnefaldende var ”Damsgaard-kæden” med Kim Haagensen, Ronni Gravgaard, Lars Jespersen, Henrik Jensen og Claus Jensen. Og især veteranen og måltyven Kim Haagensen sprudlede, det er tydeligt at Kim Haagensen stortrives i Abildgårdhallens rammer og han bidrog med tre scoringer og er nu holdets topscorer. Også Bulldogs damer fortsatte sejrsstimen. Esbjerg blev besejret 7-0 i en kamp, hvor pigerne fra Esbjerg tydeligvis kun havde som mål at begrænse nederlaget. En solid boks foran mål var svær at trænge igennem, men kunne dog ikke forhindre de skrappe Bulldogs-piger i at hive en sikker 7-0 sejr i hus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...